25 februar 2008

Kunstigheder

Nu da vi går og prøver på at tømme ud i vores køkkenskabe faldt vi endnu en gang over den pakke "Jell-O Banana Cream Artificial Flavor Instant Pudding & Pie Filling" som Tue har arvet fra en de tyske post-docs han i tidens løb har delt laboratorie med. Lisbeth var meget skeptisk, men Tue's nysgerrighed vandt: Frem var det med pulver, 3/4 liter kold mælk, skål og håndmixer. Blandingen blev pisket i 2 minutter og hældt op i 2 skåle, hvor den stivnede mistænkeligt hurtigt. Lisbeth spurgte om det mon ikke var noget ulækkert kemisk, og det måtte Tue efter nærstudering af æsken erkende at det var: Tykningsmidlet var natrium pyrophosphat. Det endelig produkt minder en hel del om budding i konsistensen, men smager af bananer på den der superkunstige måde man kender fra skumbananer...

18 februar 2008

Check-kultur

Når man er vant til, at ingen under 50 år i den danske omgangskreds ejer et check-hæfte (hvoraf de fleste vel nærmest heller ikke bruger kontanter længere), så var Tue noget overrasket over at han var nødt til at anskaffe sig et for overhovedet at kunne betale husleje, vand-regning etc. herovre.

Checks bliver nemlig brugt i den helt store stil: de fleste her i Goleta SKAL betale husleje ved at sende en check til deres udlejer; husmødrene står gladelig og skriver checks i supermarkedet, hvor der også er skiltet med de gebyrer som en ’bounced check’ pålægges; og det antages generelt at man betaler sine regninger med check – hvad enten det er skat, avis-abonnement etc. Som en af de få offentlige instanser havde Goleta vandværk tidligere et system hvor man kunne betale regningen via banken, men da de i 2007(!) skiftede system forsvandt den mulighed og vi var tilbage ved check-betaling – suk!

Den eneste fordel ved hele miseren er, at man dermed har endnu et medie at udtrykke sin personlighed via. Man får nemlig uanede valgmuligheder når det kommer til checkenes fortrykte design:

Send-ind rabat

En anden ofte annonceret rabat er ’mail-in rebate’ som adskiller sig fra de gængse rabatkuponer ved at man ikke får rabatten med det samme, men kan få et specifi-ceret beløb retur ved at indsende diverse ’købs-beviser’ til firmaet.

Hvad man skal indsende varierer en del, men er oftest en bon, stregkoden fra produktet (lidt upraktisk hvis det er f.eks. shampoo!) og måske et særligt skema fra firmaet. Hvornår man skal indsende er en endnu større jungle; det kan være indenfor 30 dage efter købet eller mere specifikt mellem den 6. og 9. måned efter købsdatoen. Det er især de større rabatter på f.eks. elektroniske varer der operer med en forskudt rabat-returnering – vi antager at ideen er at de fleste glemmer at indløse rabatten, hvorfor firmaet relativt gratis kan love ret store rabatter for at lokke én til at købe hos netop dem.

Vi har kun benyttet os af denne ordning en enkelt gang – at modtage én dollar i rabat på shampoo på denne måde er simpelthen ikke umagen værd, når vi også lige skal bruge et frimærke på at sende kuponerne ind! Men da Tue købte sin mobiltelefon på denne måde fik han omhyggeligt indsendt stregkode fra æsken, kopi af bon, bevis for at han havde beholdt mobil-abonnementet og betalt de første to regninger, og så sendte firmaet da også pænt en check retur. Systemet virker altså, men hold da op et bureaukrati - både for forbrugeren naturligvis men da især for firmaet der vel skal have en hel afdeling til at sidde og tjekke boner og stregkoder inden de vil sende en check* retur.

* Den udprægede check-kultur der er herovre er også et emne for sig, men får vist lige sit eget blog-indlæg.

Så ens...

..og alligevel så forskellige:Farvevalget er ret forskelligt, men der er nu alligevel visse elementer der går igen på disse 2 postkasser, som vi fandt hos et par genboer.

12 februar 2008

Monarker

Søndag cyklede vi over til det nærliggende overvintringsted for Monarch-sommerfugle for at se om også de var aktive i det ualmindeligt gode vejr. Og det var de ganske bestemt - der var tusindvis af dem på vingerne og flere af dem havde energi til at gå i gang med parringen (jf. billedet i midten til højre).

05 februar 2008

Fastelavn

Selvom weekendens 'højtid' herovre var SuperBowl valgte vi at fokusere på fastelavn i stedet ved at bage fastelavnsboller. Tue har efterhånden 6 år gamle minder om denne spise, og selvom de bl.a. går på helt særlige specifikationer om hindbærfyld med hvid glasur kontra cremefyld med chokoladeglasur, så lod han til også at være tilfreds med kombinationen cremefyld og hvid glasur:

03 februar 2008

Posthuse

Endnu en gang tyr vi til feriebille-
derne for at illustrere et andet gennem-
gående tema blandt postkasserne herovre: Postkasser, der skal ligne huse. Om end her illustreret med 2 ret så forskellige huse. Så kan man jo prøve at gisne om de respektive ejeres mening om hvordan et godt hjem er...

Party Cups

Hvis der er noget der signalerer fest herovre så er det de evigt fore-
kommende røde party cups - er de stadig pænt stablet for-
nemmer man en fest under opsejling, og ser det ud som på billedet her til venstre er det et tydeligt tegn på at der har været fest. Disse party cups er naturligvis helt perfekte til en af de mere udbredte festsportsgrene herovre: Beer Pong, og i øvrigt ganske praktiske hvis man holder et lille "keg party". Sidstnævnte kan man dog brænde fingrene gevaldigt på, hvis politiet kommer forbi og konstaterer at man har ladet mindreårige tappe fra sin øltønde ...