29 juli 2008

Den Opfindsomme Dovenhed


Efter at have debatteret det lidt her på redaktionen er vi blevet enige om at sætte lidt flere amerikanske postkasser på bloggen selv om vi jo ikke bor derovre længere. Vi finder jo heller ikke så mange sjove postkasser her i Genève.

Denne gang skal det handle om en postkasse, der ved første blik måske ser temmelig almindelig ud. Men kigger man nærmere efter, ser man at postkassen er monteret på et hejseværk så ejeren kan tømme sin postkasse uden at skulle den lange, trælse tur ned ad indkørslen. Hvilket ikke mindst er en interessant indstilling når man har valgt at bosætte sig på en af de veje der ligger længst oppe af bjergsiden i selve Santa Barbara.

24 juli 2008

Gammeldags Snyderi

For en gangs skyld skal det handle lidt om postkassens indhold i stedet for dens udseende. Tue var en kende mystificeret da Lisbeth forleden fortalte at der ventede et brev fra Spanien derhjemme. Forundringen blev ikke mindre, da det viste sig at være fra en Roland Garcia i Madrid, som havde fundet frem til at Tue måske kunne være en arving til Dr. Sven. A. Tue (der på tragisk vis døde ved tsunami katastrofen i december 2004) på grund af de ens efternavne (!!!).

"Dr.Sven." havde angiveligt været så forudseende at stille en kasse med 10 1/2 millioner dollars hos et "sikkerhedsfirma" i Spanien (klik på billedet for at se større udgave), og hvis der ikke findes en arving, vil alle de mange penge blive beslaglagt af kontoret for diplomatisk sikkerhed ...

Hmmm... mon ikke frimærker er lidt for billige i Spanien?!

16 juli 2008

Gæt hvor vi var henne i weekenden


Jep, endnu en tur i IKEA!
Denne gang blev den dog markant kortere end den forgående, men 'traditionen' tro skulle vi naturligvis både en tur rundt i udstillingen og spise frokost i cafeteriaet, idet Tue jo nu tror, at det er måden man handler i IKEA på.
Da vi trods alt ikke købte mere end vi selv kunne slæbe med hjem i toget, samlede vi også lige et par svenske godis op i det særlige fænomen i ikke-skandinaviske IKEA'er: svensk-mads-afdelingen.

06 juli 2008

Badeværelsesprojektet

Noget af det vi så mest frem til da vi gik i gang med værktøjet (hvor glade vi end var for at få køkkenet ordnet), var at få hængt en bruseholder og en stang til et bruseforhæng op, så det var til at stå ordentligt op og tage bad. Som en lille bonus fik vi også lige et fikst håndklædestativ og nogle små hylder så vores habengut ikke står og roder på kanten af håndvasken.

01 juli 2008

Så sker det!

Når I ser dette skulle Lisbeth gerne være blevet til cand.scient. - Tillykke til hende!