20 august 2008

Efter mørket lys!


I en af Genève's parker kan man blive nedstirret af disse fire friske fyre. De står midt for en længere stenfrise flankeret af andre tilsyneladende mindre prominente herrer - de er i hvert fald ikke 5 meter høje - og et udvalg af bibelcitater. Den ene af fyrene er Calvin, så vi antog at opstillingen havde noget med calvinismen at gøre. Efter at have læst lidt op på sagen på wikipedia, fik vi dette bekræftet: Der er tale om det internationale reformationsmonument.

Hvad man ikke kan se på billedet er at der rundt om de fire friske fyre med store bogstaver står Post Tenebras Lux, hvilket vores begrænsede latinkundskaber rækker til at oversætte: Efter mørket lys.

John Calvin grundlagde i øvrigt også universitetet her i Genève.

13 august 2008

Bagsiden af medaljen

Nu har postkassetemaet indtil videre mest handlet om alle dem der har gjort noget ekstra ud af deres postkasser... men der er naturligvis også en anden kategori af postkasseejere: dem der lader stå til når det i virkeligheden er på tide at få gjort noget ved sagen. Sjovt nok er de 3 eksempler her alle fundet på den samme gade i Goleta.

07 august 2008

Salève

Sammen med Steen og Kirsten lavede vi en udflugt til toppen af Salève, som er det bjerg vi tydeligst kan se - både fra vores altan og Geneve i det hele taget.

Turen til toppen involverede først en bus til grænsen, en mindre gåtur til den lille franske landsby på den anden side og endelig en svævebane - kaldet en téléphérique - op ad bjergsiden.

Saléve er cirka 1375 m højt og udsigten var fantastisk (se ovenfor). Vi vandrede lidt længere op og væk fra svævebane-området og nød de medbragte vindruer mens vi beundrede den tordensky, der bevægede sig ind over Geneve-by (se nedenfor)

Vi var dog knap så begejstrede for den, da den mod forventning ramte Saléve just som vi var på vej tilbage til svævebanen! Lad os bare sige, at vi blev RET våde...

02 august 2008

Besøg fra Danmark

Midt i juli måned fik vi besøg af Tue's forældre fra Danmark. Vanen tro må dette naturligvis medføre en lille gæsteoptræden her på bloggen.

Billedet er taget da vi var til dette års tomatfestival her i Genève. Tue ville afsted for at opsnuse om det skulle være muligt at opdrive tomatillo'er - det var det nu ikke, men vi kom da hjem med nogle meget modne både gule og grønne tomater. Dertil var det jo meget sjovt at konstatere at sådan en festival her midt i Europa kører på de samme grundliggende principper som i USA (se f.eks. her): et par stande, der passer på temaet som undskyldning for almindelig byfest: høj musik, fadølsanlæg, pattegrise på spyd og forlystelser til børnene...

Sandt at sige skyndte vi os videre til jonction.