Husjagt

Tillad os at kaste et blik tilbage i tiden - mere præcist til april sidste år:

Vi boede på et lille værelse på loftet i et hus hos en sekretær fra Tue's afdeling i landsbyen Veyrier nogle få kilometer udenfor Genève. Sekretæren i Tue's gruppe havde fundet dette værelse til os som en midlertidig løsning, så vi havde et sted at være mens vi fandt noget andet at bo i. Det viste sig at udlejeren allerede havde lavet andre aftaler, så vi skulle helst finde noget andet at bo i i løbet af den første måned.

Vi var på forhånd blevet advaret om at der var rift om boligerne i Genève, men til gengæld var der ikke rigtigt nogen der havde forklaret os i detaljer hvor fundamentalt anderledes udlejningsmarkedet fungerer - sammenlignet med hvad vi kendte fra f.eks. København og Santa Barbara. Stort set alle udlejninger foregår gennem et udlejningsagentur (såkaldt regie), hvor man skal søge om at få lov til at leje. Så langt så godt. Vi lærte hurtigt at der i Genève fandtes mindst en snes af disse regie'er, samt en hel masse om hvordan de er forskellige og hvordan de er ens.


Generelt kunne man ikke forvente at de havde nogen ansat der talte andet end fransk (godt gået taget i betragtning at ca. 1/3 af de mennesker, der opholder sig i byen er udlændinge). Det var også helt generelt at man ved ansøgning skulle bevise at man havde ret til at opholde sig i kantonen Genève, samt at man havde en fast indtægt høj nok til at betale lejen og at man ikke var eftersøgt af politiet (det sidste krav bortfaldt dog som regel, når det kunne bevises at man lige var ankommet til Schweiz). Et andet helt absolut krav var at man havde besøgt og set den lejlighed man søgte om at leje - hvilket man så enten selv skulle arrangere med den daværende beboer (hvis nogen stadig boede i lejligheden) eller med regie'et. Vi har lykkeligt fortrængt, hvor mange gange vi har stået regnvåde ved en lejlighed for at se den, blot for at erfare at fremvisningen var aflyst uden at nogen havde fortalt os om det... Derudover var det faktisk en meget god regel, eftersom der var et par lejligheder vi ikke havde lyst til at søge, da vi først havde set dem.

Hos visse regie'er kunne man kun søge om en lejlighed ad gangen - hvilket var helt absurd fordi man som regel først fik at vide at man havde fået afslag så meget senere, at man godt kunne glemme alt om at søge på de lejligheder man tidligere havde set de havde. Nogle steder var det bedst at følge deres hjemmeside - andre steder måtte man ringe. Nogle ville ikke se på ens ansøgning uden anbefalinger - andre var tilsyneladende fløjtende ligeglade med anbefalinger. Dertil kom at de selv havde en mening om hvor stor en lejlighed man kunne bruge ("Nej hr, hvis de har 2 børn så kan De ikke leje mindre end en fireværelses - nej, vi har ingen fireværelses til 2000 CHF/måned").

Alt i alt endte vi med at se mindst tyve lejligheder, hvoraf vi søgte mindst femten - vi havde et regneark til at holde nogenlunde styr på detaljerne om de forskellige lejligheder, hvilket dog ikke forhindrede os i at få afslag på lejligheder, vi ikke længere vidste hvad var. Og der var vist også en vi havde set, som vi helt glemte at søge. Da vi sidst i april pludselig fik tilbudt en lejlighed (og det først efter at vi var begyndt at inkludere i vores ansøgninger et brev, der indeholdt en bøn fra professoren om at give besøgende forskere lejligheder - ellers kunne universitetet ikke fungere) kunne vi faktisk ikke rigtigt huske, hvordan den havde været, da vi så den - men vi slog til (og blev som bekendt ganske tilfredse med den).

Alt dette var naturligvis meget tidskrævende og besværligt - for slet ikke at nævne stressende - så da vi igen i år skulle finde bolig i en ny by (hvor universitets sekretærer atter advarede om det besværlige i netop den bys boligmarked), tog vi de moderne værktøjer i brug og skaffede os en fremleje via Facebook!

Katte i Vernazza og omegn

Allerede den første morgen vi gik ned på havnen i Vernazza fandt vi en sort kat der lå på stenene og solede sig. Da vi kom derned dagen efter var der mere overskyet, men vi opdagede dog hurtigt hvorfor katten synes det var et godt sted at opholde sig - der sad en mand på kajen og fiskede og da han fik en lille fisk på krogen kastede han den hen til katten, der gjorde kort proces:


Ved en senere lejlighed så vi en anden kat, der også havde forstand på hvor det kunne være interessant at opholde sig - måden den forsigtigt krøb nærmere adgangen antyder dog at den har erfaring for at ikke at være helt så velkommen her. Måske foretrækker den selvbetjening...


På en af vores vandreture mellem landsbyerne kom vi til et sted, hvor der var sat nogle møbler og et skilt der bad de vandrende om at fodre de stakkels, sultne, hjemløse katte der holdt til netop der - det er muligt de var hjemløse, men de virkede nu ikke specielt sky, stakkels eller sultne. Faktisk var de ganske velnærede og var for dovne til at flytte sig fra deres plads i solen for se på deres langt fra tomme madskåle.

Vandreture i Cinque Terre

Selvom Cinque Terre bestemt også er et populært mål for en-dags besøgende som bare lige vil nyde livet i landsbyerne, er områdets virkelige trækplaster mulighederne for vandreture. Der er direkte stier mellem alle landsbyerne (de såkaldt lavtliggende stier) af varierende vanskelighed - nogle er meget lette (f.eks. den flisebelagte sti fra Riomaggiore til Manarola), andre moderat krævende (f.eks. fra Vernazza til Monterosso) - og hvis man er i nogenlunde form kan man vandre hele vejen fra Monterosso i nord til Riomaggiore i syd på en enkelt dag og stadig have god tid til at stoppe i landsbyerne på vejen for at holde frokost- og gelatopauser. Desværre var stien mellem Vernazza og Corniglia lukket pga. jordskred mens vi var der, så på den strækning måtte vi tage toget.

Selvom vi i høj grad nød vores ture på de lavtliggende stier, var det vores anden vandretur på en af de højtliggende stier som virkelig viste os hvad Cinque Terre har at byde naturelskere.

Egentlig havde vi først besluttet os for at vandre en langs en anden sti, men det viste sig umuligt at komme ind på den p.g.a. det samme jordskred - men hold da op, hvor var vi glade for at det endte med at blive den sti, det blev!?

Det var fuldstændigt fantastisk at stå langt oppe på bjergskråningen; midt i en vinmark med udsigt ned mod Corniglia og duften af citronlunde omkring os. Det var så fredfuldt og samtidigt oplivende at det står som det absolutte højdepunkt på en tur, der i øvrigt kun havde skønne oplevelser!

Dertil kom at stien selv var ganske afvekslende - stenbelagte trin gennem olivenlunde, grusstier gennem vinmarker, græsstier gennem skov, og brostensbelagt nær landsbyerne - hvilket selvfølgelig også gælder omgivelserne. Denne vandretur indeholdt alt hvad vores hjerter kunne begære!

Vernazza

Da det lå fast at Tue skulle stoppe arbejdet i Genève ved udgangen af marts og at vi ville have det meste af april måned til at få flyttet i, besluttede vi os for at gøre alvor af vores planer om en 'før-påske-ferie' til Cinque Terre nationalparken i det nordvestlige Italien.

Den første dag gik med at rejse - og alt var som det plejede: med EasyJet kunne vi flyve billigt til Nice, hvis vi blot var villige til at stå tidligt op; med tog kom vi relativt gnidningsfrit fra Nice til Genova; toget vi skulle med fra Genova kørte nogenlunde planmæssigt fra Genova Piazza Principe gennem en tunnel under byen helt hen til Genova Brignole, hvor det så holdt bomstille de næste 40-50 minutter uden nogen som helst form for forklaring - på tidspunkt begyndte folk at forlade toget, men inden vi nåede at følge efter steg de hurtigt på igen og toget trillede af sted.. i den anden side af vognen løftede en italiensk kvinde armene i vejret og sagde højlydt noget i retningen af: "Trenitalia - miracolo!"

Vi ville gerne kunne sige, at togturen ned langs kysten var smuk - det var den i og for sig også i det omfang vi kunne se noget, men sandheden er at vi mindst halvdelen af tiden kørte i tunneler. Sidst på eftermiddagen kom vi således ud af endnu en tunnel og var i landsbyen Vernazza. Togstationen er sådan lidt klaustrofobisk placeret mellem tunneler på begge sider og når der er gennemkørende tog gælder det om at holde på hat og briller!


Vernazza ligger smukt i en bjergkløft ned til Middelhavet - havnen og torvet ligger i umiddelbar forlængelse af den eneste gade i byen der er bred nok til biler (og der var vitterligt ikke mange biler nede i byen, da de har været så fornuftige at sætte en bom op) og tager sig godt ud i den nedgående sols lys.


Udover den just omtalte hovedgade består Vernazza af en række smalle gyder, der dog til Tues umiddelbare skuffelse ikke viste sig at indeholde små listige steder - i Italien skal livet jo helst leves på byens torv.


Da vi ankom til Vernazza blev vi ganske enkelt overvældede af stedets skønhed og antallet af små hyggelige restauranter. Efter vi i de følgende dage så nationalparkens fire andre landsbyer (Monterosso al Mare, Corniglia, Manarola, og Riomaggiore), var vi stadig meget tilfredse med at vi havde valgt at overnatte i Vernazza. Hvis man ved hvor man skal kigge - eller kan lide at lege 'Find Holger' - kan man spotte vores værelse på billedet nedenfor. Det er nemlig byens eneste hus med tagterrasse bygget ned i taget (tip: hvidt hus i nederste højre del af billedet).

Shopping i Geneve

Nej, vi er ikke blevet gale og er gået på storindkøb samtidig med at vi forsøger at rydde ud i vores ting inden hele molevitten skal til Stockholm, men inden det bliver for sent vil vi lige præsentere et dejligt Schweiz-fænomen, nemlig den rullende indkøbstaske:


I Danmark er det vist kun skrøbelige gamle damer, der kører rundt med disse vogne, men hernede har ALLE - mænd, kvinder, unge, gamle - en. Derfor fåes de naturligvis også i alle mulige farver og mønstre - vi har sågar set en i blomstret lyserødt.

Vi har desværre aldrig fået købt en (med kun 100 meter til supermarkederne og en husholdning for to har vi ikke rigtig haft behov for en) men vi har luret, at tricket er at stille den strategisk i kasseområdet, så man let kan hente den, når varerne er kørt gennem kassen. Enkelte er dog ikke helt så tillidsfulde med hensyn til at efterlade tasken uden opsyn, for vi har nu også set en køre rundt inde i supermarkedet med tasken placeret oppe i indkøbsvognen!


Populariteten skyldes formentlig, at stort set alle lejlighedskomplekser har elevator, hvilket gør det dejligt nemt at rulle 4 liter mælk og 6 store flasker danskvand direkte fra kassen i Migros hjem til køleskabsdøren. I København ville vognen jo uvægerligt være lidt i vejen, når man skal slæbe byttet op til 3. sal ad trapperne!


Vi er klar over at vi skylder indlæg fra turen til Italien, men må nok sande at de først kommer når vi har overstået flytterodet.

Forårstur i Geneve

Afrapportering fra vores fantastiske før-påskeferie i Italien skal nok komme men før vi får sorteret i billederne, vil vi lige glæde med nogle fotos fra vores lange gåtur rundt i Geneve i dag.

Mens vi var i Italien er foråret nemlig for alvor kommet til Geneve. Alle træerne langs floden er sprunget ud og står med de fineste lysegrønne blade.

Til især Lisbeths store glæde kom vi også forbi et fuldt blomstrende magnolia-træ, og så må det jo være varmt nok til at pakke vintertøjet væk.

Men det er dog lidt mærkeligt at gå rundt i en park hvor folk ligger i bikini og nyder de 23 grader når man samtidig har udsigt til store snekapper på bjergene.

Dekadent dessert

I et ikke alt for gammelt indlæg om parallel-import nævnte vi Toms chokoladeskildpadder, og tænkte bagefter over at vi da ikke lige kunne huske hvornår vi sidst havde fået nogen. Så på hendes seneste tur til København hentede Lisbeth os en pakke med hjem.

On a reussi

Siden oktober har vi gået til fransk to aftener om ugen. Fordi en ny 3-måneders session starter op på mandag, var i aften vores sidste gang på École du Monde. Denne sidste time var ikke særligt stressende, eftersom vi brugte tiden på at spise chokolade mens vi gennemgik svarene fra den prøve vi havde i mandags. Dertil kommer, at skolens direktør aldrig er der om onsdagen og derfor allerede havde givet os vores diplomer og vores afskedsgave inden prøven...