Saluhall

Efter i et stykke tid at have undret os over fraværet af slagterbutikker i Stockholm lod vi os fortælle at man kan finde slagtere i Stockholms tre store 'Saluhaller': Hötorgshallen ved Hötorget, Östermalmshallen på Östermalmstorg og Söderhallarna på Medborgarplatsen.

Tuen tog i saluhall for at se om de kunne sælge ham udskæringer som man ikke finder i supermarkedet. Det kunne de godt - han kom hjem med et oksehjerte og en oksetunge, hver på ca. 2.75 kg. Det skal her siges at der tale om den absolut største oksetunge vi til dato har købt - de plejer måske at være ca. den halve størrelse. Hjertet var halveret, men i øvrigt ikke skåret, så da det var renset for fedt, sener og blodårer var der ca. 1.5 kg tilbage.


Begge dele kom sjovt nok på bordet i løbet af den weekend midt i oktober vi havde Signe på besøg - om torsdagen hjertet som den peruvianske specialitet anticuchos de corazon og tungen om lørdagen som den mexicanske specialitet taco de lengua (Tue blev hjemme for at lave mad mens Lisbeth og Signe tog på cafe+butikker). Vi glemte helt at tage et billede af Signe eller fra vores besøg på Östasiatiska Museet, så I må nøjes med et billede af den mad vi serverede for hende..

Stadshuset

På Kungsholmen i det centrale Stockholm findes Stadshuset (som er Stockholms rådhus - og ikke at forveksle med det nærvedliggende Rådhuset, som huser Stockholms Tingsrätt, altså domstol). Opført i årene umiddelbart efter indvielsen af rådhuset i København er det næppe tilfældigt at Stadshusets tårn er én meter højere end det på rådhuset i København.

Stadshuset set fra Mälaren (i juni)

Stadshuset er måske mest berømt for at huse den årlige festmiddag ved Nobelprisuddelingen den 10. december, men danner også rammerne for en mængde andre receptioner. Først i oktober blev der afholdt velkomstreception for udenlandske studerende og forskere ved de højere læreanstalter i Stockholm. Tue sagde naturligvis ikke nej til en frokost på byens regning.

Stadshusets blå sal

Mens den blå sal ikke er synderligt blå (historien lyder at det oprindeligt var meningen at den skulle males blå, men da arkitekten så salen opført med røde mursten besluttede han at lade den stå som den var - uden at gide at ændre navnet), lever guldsalen helt op til sit navn: væggene er mosaikbelagte med motiver fra Stockholms historie og baggrundsfarven er guld.

Stadshusets guldsal

Sne!

I går morges vågnede vi til snevejr!

Og det er altså kun midt i oktober - ALT for tidligt for både os og stockholmerne. Det blev da heller ikke liggende, men det var glat enkelte steder og så selvfølgelig koldt og vådt. Måske har vi nu en ide om hvad vi skal forvente senere hen?!




Senere på dagen virkede det dog som om at vejret var kommet i tanke om at vi stadig kun er ved efteråret, og så kan vi måske få lov at nyde den årstid lidt endnu...

Skansen

Lisbeths mor besøgte os sidste weekend og udover at fremvise lejlighed, Solna og Stockholm, tog vi også en tur på 'Skansen'. Skansen er et frilands-museum med gamle bygninger fra hele Sverige, hvor kostumeklædte personer gerne fortæller om 'gamle dage'. Det ligger på en vindblæst bakketop på Djurgarden, og da vinteren er kommet til Stockholm, blev det en kold fornøjelse efter nogle timer, men heldigvis kunne vi så hygge os med 'Bellmans Pyt' i et af kro-husene.

Noget af det - for os - mest interessante ved Skansen var dog den del der er en dyrepark - igen primært med nordiske dyr.

Der blev slappet temmelig meget af rundt omkring:





På et tidspunkt fik den sidste fyr dog mobiliseret energi nok til også at rejse hovedet, så vi endelig kunne få en 'rigtig' elg at se, dvs. en med gevir!

Surströmming

Udover krebsegilder er efteråret også sæson for en anden, mere kontroversiel svensk specialitet fra havet: surströmming. En hurtig rundspørge på Tues afdeling antydede at kun et mindretal af samtidige unge svenskere nyder denne spise - de fleste har tilsyneladende aldrig prøvet det, men mener alle at vide at det lugter og smager forfærdeligt. På denne baggrund er det måske ikke så overraskende at det var hos en af de polske kollegaer Tue blev indbudt til at smage surströmming.

Men hvad er surströmming? Strömming er faktisk sild - og her vil nogen måske indvende at sild hedder sill på svensk, hvilket også er helt rigtigt, men ifølge et kongeligt dekret fra 1500-tallet skal sild fanget i Østersøen sælges under betegnelsen strömming.


Det med det 'sure' kommer sig af at surströmming fremstilles ved at lade rensede og saltede fisk gære i åbne kar og siden komme dem på dåse. Gæringsprocessen fortsætter i dåsen så der opbygges et vist overtryk, hvorfor forsigtighed tilrådes ved åbning af dåserne samt og de fleste flyselskaber ikke tillader surströmming i bagagen.

Vores vært havde prøvet det et par gange før, og så meget rutineret ud da han viste hvordan man kan åbne dåsen under vand, som et alternativ til at gå ud i den kølige efterårsaften og åbne dåsen udendørs som det ellers anbefales. Efterfølgende skyllede han dåsens indhold et par gange med rindende koldt vand, og så var de klar.


Men hvorfor al denne forsigtighed? Af den enkle grund at dåsens indhold har en ganske speciel og gennemtrængene lugt: En skarp blanding af fisk og harsk fedt med et anstrøg af rådne æg og noget syrligt. Vores vært bad os indtrængende om at være så venlige at undlade at dryppe på møblerne. Selskabets franske deltager var imidlertid ikke imponeret, citat: "Hvor jeg kommer fra har vi oste med skarpere lugt..."


Hvad smagen angår er det mest slående hvor stærkt salte fileterne er. Traditionelt skæres de i mindre stykker og spises i en sandwich lavet af svensk 'tyndbrød', skiver af kogt kartoffel, rå løg, purløg og gerne creme fraiche. Tue fandt dem spiselige når de omgivet af tilstrækkelige mængder brød, kartoffel og løg - men foretrækker stadig en god gammeldags marineret sild. Det forlyder at man også kan få en anden udgave, der er lavet på hele fisk - den skulle smage anderledes, men til gengæld skal man selv pille indvoldene ud af de gærede fisk...

Sømandspost

En dag vi cyklede rundt på et havneområde i Stockholm bemærkede vi en ny variation over et efterhånden velkendt tema: Mange postkasser i klynge på et belejligt sted for at afhjælpe det problem at postbudet ikke nødvendigvis nemt kan komme til selve "huset" for at aflevere posten.