31 juli 2010

Cadillac

Da vi nu var i området kunne vi heller ikke dy os for at tage til Cadillac - en lillebitte fransk by, der ad omveje har lagt navn til et af vor tids mest kendte stykker americana. Cadillac er faktisk så lille at der end ikke går tog til byen - men man kan tage toget til Cérons og i godt vejr er det bestemt overkommeligt at gå de ca. 2 km til Cadillac. Når man kommer den vej er det sidste man gør inden man når Cadillac at krydse floden Garonne.


Bykernen omgives af den gamle bymur og i den store port er der en fortegnelse over flodens værste oversvømmelser gennem de seneste par århundreder (angivet i meter over normal vandstand) - for dem der ikke selv var der kan vi oplyse at det er de færreste der kan holde næsen ovenvande i byporten allerede når vandstanden når de 10 meter (hvilket tilsyneladende sidst skete d. 16. december 1981).


Ud over navnet er byen mest kendt for sit slot, Château de Cadillac, som i løbet af sin godt 400 år lange historie både har været bolig for franske adelsmænd, kvindefængsel, psykiatrisk hospital og nu står åben for offentligheden mod entre. Det var ganske fint at se, men vi forholder os en anelse skeptiske overfor Politikens Turen Går Til Midtfrankrigs beskrivelse af slottet som 'imponerende'.[1] Ligeledes undrende forholder vi os til samme bogs påstand om byens 'utal af små, hyggelige restauranter' - vi fik en aldeles fortrinlig frokost på byens torv, men vi brugte ikke ligefrem timer på at vælge hvilken restaurant vi skulle besøge...


[1] (C) Politikens Forlag A/S, 2007

29 juli 2010

Køer på parade

Det viste sig at der var ko-parade i Bordeaux denne sommer. For ikke indviede kan vi fortælle at ko-parader er et omsiggribende fænomen, der siden den oprindelige ko-parade i Zürich i 1998 har fundet sted i over 70 byer på verdensplan. En ko-parade går i al sin enkelhed ud på at en række kunstnere inviteres til at designe en køer i naturtro størrelse, hvorefter visse af disse projekter udvælges til realisering og opstilles rundt omkring i byens offentlige rum.

De fleste køers design består 'blot' af en udsmykning af en stående ko, men mange af dem går også på udformingen.


Ud af de 60 der er opstillet i Bordeaux fik vi knipset ca. 50 - de fleste af dem kan man se i 'co-llagen' herunder. Hvis man ikke har en alt for langsom internetforbindelse kan vi anbefale at åbne billedet i sin fulde størrelse (ca. 4.5 Mb - gøres i de fleste browsere ved først at klikke på billedet så kun billedet ses og derefter klikke på billedet igen for at zoome til fuld størrelse)... der har sneget sig et par snydekøer med, som man kan underholde sig med at finde.

27 juli 2010

En ordentlig dynge sand...

Selv om det var meningen at vi bare skulle slappe af i Bordeaux, kunne vi alligevel ikke nære os for at par småture. Især ikke da nærmere læsning om området afslørede at Europas største vandreklit, Dune du Pilat, befinder sig ved kysten lige ud for Bordeaux - dette kunne vi naturligvis ikke sidde overhørig.

Da det en mandag morgen var overskyet slog vi til: dette måtte være den optimale dag at bestige en vandreklit.

Først tog vi toget til badebyen Arcachon, smukt beliggende ved Arcachonbugtens lave vand.


Her lejede vi cykler og tog turen ned langs kysten gennem Pyla sur Mer - en tur på 5-10 km - inden vi pludselig befandt os ved vandreklittens nordlige ende. Klitten er ganske imponerende i omfang, men den ellers vanskelige tur op dens stejle sider lettes en hel del af at der om sommeren er sat en midlertidig trappe op.


Vi satte os for at vandre langs klittens top til dens sydlige ende, men gav op da vi havde vandret en halv times tid og stadig ikke kunne se enden - og solen i øvrigt begyndte at komme frem.


På tilbagevejen stoppede vi i Moulleau og fik et par lokale østers og en god gryde muslinger med fritter til (såkaldt moules et frites).

25 juli 2010

Ferie i Frankrig

IECB (Europæisk Institut for Kemi og Biologi), Bordeaux

Vi havde på fornemmelsen at vi i år trængte til en afslappende ferie uden alt for mange planlagte aktiviteter. Så da det lå fast at Tue skulle til konference i Bordeaux i begyndelsen af juli besluttede vi at det skulle være der ferien skulle være - så kunne vi også få øvet vores franske lidt. Efter endt konference dukkede Lisbeth op i det sydlige Frankrig og vi rykkede ind i en hyggelig lille lejlighed lejet til formålet.

Bro over floden Garonne

Ikke overraskende er det varmere i Bordeaux end i Stockholm - især når der er hedebølge i Bordeaux. Det var derfor ikke chokerende at det var umådeligt populært at køle sig ved vandspejlet på Place de la Bourse.

Vandspejlet på Place de la Bourse

Tiden blev som fonventet mest brugt på at læse bøger, slappe af i sofaen, se film, gå rundt i den gamle bydel langs floden, slappe af i parker, købe ind på markedet, lave mad, spise (for) meget ost og drikke lokal rødvin.

Vor 'fangst' på det store søndagsmarked


Fyldte kuglesquash - en variant over disse to opskrifter

Dertil kom naturligvis et par museumsbesøg, hvoraf vi især må fremhæve den meget interessante videoudstilling 6 milliards d'autres, der fremvistes på imponerende vis i en nedlagt ubådsbase. Et par dagsture blev det også til, men mere om dem senere..

La base sous-marine - den gamle ubådsbase

01 juli 2010

Midsommer i skærgården



I år faldt den svenske midsommer først weekenden efter Skt. Hans. Det lykkedes os at stå tidligt op om lørdagen (midsommerdagen) så vi kunne komme med en af de to både der afgik fra strömkajen i det centrale Stockholm kl. 8:30. De to både fulgtes nogenlunde ud gennem den indre skærgård indtil Vaxholm, men lagde til ved forskellige anløbsbroer på vejen.

Efter knap 3 timer var vi fremme ved Finnhamn - navnet skyldes at Finlandsbådene i gamle dage lagde til der. I dag huser Finnhamn en restaurant, en butik (bemærk at der korrekt skiltes med 'affär' i ental), et vandrehjem, og en by af hytter.

Stugby

Ahhhhh...