30 september 2010

Tidernes Vej


Fra Uppsala kan man tage nordpå ad en vej, der på et almindeligt bilkort blot hedder vej 272. Der hvor vej 272 stopper kan man fortsætte længere nordpå ad vej 83 - hele vejen til Ånge, der ligger ca. 90 km vest for Sundsvall. Denne strækning menes at have været brugt som vej i mindst 2000 år, hvorfor den har fået navnet 'tidernes vej' - og sin egen hjemmeside.


Vi havde hørt om at det skulle være en smuk tur gennem svensk landskab og havde også snakket lidt løst om at leje en bil for at køre en del af strækningen (hele turen er 400 km). Det var dog først da vi opdagede at turen går igennem den svenske by med det utroligt flotte navn Harbo at der rigtigt kom gang i planlægningen.


Det endte med at vi besluttede os for endnu en biludflugt med vores trofast tilbagevendende feriebarn.

Tämnaren


Lige udenfor Harbo gjorde vi også stop i Kalvnäset naturreservat, hvor vi spiste vores medbragte kanelbuller ved Tämnarens bred.

Dalälven

Siden fortsatte turen til Gysinge, hvor man krydser Dalälven og passerer gennem et hjørne af nationalparken Färnebofjärden, hvor man blandt kan lære lidt om vandkraft ved hjælp af en interaktiv installation.

Hvordan en mølle kan udnytte vandkraft


I de sidste dagstimer kom vi den flotte vej hen over Storsjön ind til Sandviken (der desværre ikke selv inspirerede til et længere besøg), inden vi vendte snuderne mod Gävle og kørte hjem langs kysten.

I Sandviken centrum

25 september 2010

Grinda

Lisbeth på Grinda

Ligesom vi tog ud på skærgården tidligt på sommeren, tog vi også en tur på vandet en af de sidste sommerlige dage i Stockholm i år - og tilfældigvis den sidste dag der blev sejlet efter sommersejlplanen. Det skulle vise sig at vi kunne være glade for at vi selv havde en sejlplan med - for sommersejlplanen var allerede bleet skiftet ud med efterårssejlplanen ved de anløbspladserne ude på øerne (SL, som står for den offentlige trafik i Stockholms län lavede i øvrigt et lignende nummer med deres buskøreplaner).

Vi tog til øen Grinda, hvor vi spiste frokost og gik en tur øen rundt.

Tove og Tue spiser frokost - Tue under sig over hvordan man kan kalde et stykke toast med en fiskefillet ovenpå for en 'fiskeburger' på sit menukort..

18 september 2010

Val

Der er valg i Sverige i morgen (altså en søndag, hvilket er værd at bemærke når man kommer fra Danmark, hvor valg afholdes på hverdage) - både til kommunalbestyrelserne, landstingene og rigsdagen. Som ikke-svenske EU-borgere har vi stemmeret til de to første.

Hvilken kommune man har valgret i afgøres af hvilken kommune man har bopæl i d. 20. august - så vi hører med i vores nye kommune og har via valgkampen og dens emner lært Lidingö lidt bedre at kende.

Vigtige emner på Lidingö er sommerjob til unge, flere hunde-latriner, og ikke mindst om der skal åbnes endnu en afdeling af Systembolaget! Hørte vi nogen sige 'overskuds-kommune'?! Lidingö er jo kendt for at være Sundhedens Ø, så samtlige partier går naturligvis ind for bevarelse af de grønne områder, grøn kommunal økonomi (hvad det så end indebærer) og økologisk mad til unge og gamle.

Der hvor man kan se forskellene på partierne er i hvad de synes der er bedst for miljøet. Et af de helt store emner er øens trafikale infrastruktur: skal man bruge en halv milliard på en bjergtunnel, udvide de eksisterende veje, eller bare satse igennem på den kollektive trafik?

Selvom uddannelse og skoler har været et vigtigt punkt i valgkampen også på landsplan har vi været ret forundrede over hvorfor det var så centralt med økologisk, lokalt tilberedt skolemad - indtil vi kom i tanke om at man jo spiser varm frokost i Sverige.


I modsætning til i Danmark, hvor man får uddelt en lang stemmeseddel med alle mulighederne på selve valgdagen, bruger man i Sverige stemmesedler for hvert parti. Disse stemmesedler udsender partierne derfor oftest sammen med deres øvrige valgmateriale i ugerne op til valget. Dette er kun en af grundene til at det er nemmere at stemme på forhånd i Sverige. Man kan så medbringe de relevante stemmesedler hjemmefra, men stemmesedlerne er naturligvis også tilgængelige på valgstederne. Den første mulighed er selvfølgelig det mest anonyme. Vi har bemærket at det svenske system med partiopdelte stemmesedler i valglokalerne er blevet kritiseret i de danske medier for ikke at være tilstrækkeligt anonymt. Løsningen på det problem er naturligvis blot at man tager flere stemmesedler med ind i stemmeboksen end man har tænkt sig at bruge.


Valgplakater bruges med noget større moderation i Stockholm end i København (ikke at det siger så meget), men sporten med at dekorere lidt ekstra på valgplakaterne kendes tydeligvis også her. Til gengæld har vi her i valgkampens sidste uge måttet løbe zigzag mellem de forskellige partiers kampagnefolk hver gang vi har bevæget os ud på togstationer, butikscentre og torve.

05 september 2010

Krebsegilde!

Den anden onsdag i august starter krebsegilde-sæsonen i Sverige, og man kan ikke være i tvivl om at sæsonen er startet, når butikker og restauranter er pyntet op med krebse-servietter, papirs-hagesmække og -lanterner - foruden færdigkogte krebs i lange baner naturligvis.

Vi lagde hus til et sådan gilde en lørdag i august - heldigvis vel-assisteret af et par af Lisbeths svenske kollegaer. Desværre blev før-billederne af serverings-fadet med krebsene utydeligt, men overstående er vist meget illustrativt: Krebsene pilles med fingrene og skylles ned med folkøl og snaps - meget gerne akkompagneret af diverse snapse-viser - og for variationens skyld spises også brød, aioli, citron, æg, salat og Västerbotten-pie til.

Alt sammen naturligvis iført krebsegilde-hatte: