Hvor vi er

Bloggen ligger lidt stille, mens vi ferierer, men hvis alt er gået vel, opholder vi os på publicerings-tidspunktet af dette indlæg på dette sted:

Vilde såvel som kvalificerede bud på præcis lokalitet kan efterlades i kommentarerne :)

I Sveriges hjerte

For de af jer der ikke ved præcist hvor Sveriges hjerte banker, kan dette billede måske give et hint:
Nemlig; Dalarna!

Lisbeth besøgte det 'rigtigste' Sverige i forbindelse med sit arbejde, og det endda i den mest berømte landsby: Tällberg. Selvom der ikke var meget tid til at nyde den skønne natur, fik hun både smagt kanelbullar som de bør smage (dvs. ikke tørre som de stockholmske), nydt den dalarske gæstfrihed, hørt fantastiske dalarske sangere, øvet sit Dalar-mål og i det hele taget appetit på at besøge stedet igen ved sommertide, hvor udsigten over søen nok bedre kommer til sin ret.

Trængsel på altanen

Da vi hængte den store mejsekugle op sidste søndag spekulerede vi over mange uger den ville holde.. henover ugen måtte vi nedjustere vores forventninger, da vi ikke længere kun fik besøg af et par musvitter i ny og næ: torsdag morgen var der ikke mindre end ti gråspurve på altanen. Og allerede denne lørdag morgen var det tid til friske forsyninger.

Tomatilloer

Det er muligt at det svenske efterår er koldt og vådt og gråt og mørkt - det er ikke meget man får solen at se i de 7 ¹/₂ time den sniger sig over horisonten på denne tid af året.

Men nu har Tue tilgivet Sverige alt dette og mere til.

Men hvorfor?

Egentlig var vi på vej ud af Hötorgshallen, da Lisbeth fik øje på at en af grønthandlerne havde de afbildede frugter. Det er de såkaldte tomatilloer som I måske har hørt Tue brokke sig over at han ikke har kunnet få fat i lige siden han forlod Californien. Men her er de altså - i Hötorgshallen i Stockholm. I form og størrelse minder de meget om grønne tomater (plus det genkendelige papirsagtige hylster), men selvom det er den rette familie er planten nu tættere beslægtet med stikkelsbær. Og så er de den helt rigtige ingrediens til at lave mexicansk salsa verde med - vi fejrede fundet med at lave grønne enchilada med rejer og gedeost.


Derfor!

Trafik på altanen

Efter i flere uger at have ledt efter dem i supermarkedet fandt vi endelig nogle mejsekugler. Vi hængte en op på altanen og efter nogle minutter var der en tæt trafik af musvitter derude.

Tragtkantareller

På Hötorget (foran Hötorgshallen) er der ofte marked, hvor de sælger frugt, grønt og blomster. På denne årstid sælges der også svampe fra de svenske skove. De starter dagen med at sælge dem for 20 kr pr. hg, men hvis man kommer der sidst på eftermiddagen og de stadig har mange svampe tilbage, begynder de at dumpe prisen og blive mere aggressive i deres salgstaktik. Da vi kom forbi denne lørdag eftermiddag havde vi tænkt på at benytte os af de lavere priser, men den gode grønthandler var ikke så nem at stoppe igen da han først var begyndt at proppe tragtkantareller i en pose. Pludselig var vi 100 kr fattigere og stod med en tung pose svampe.


Efter hjemkomst til det lille hjem kunne vi konstatere at vi havde fået ca. 2.5 kg tragtkantareller med hjem (dvs. at prisen var nede i 4 kr pr. hg en halv time inden de skulle være borte fra pladsen). Efter at have brugt noget tid på at rense svampene for grannåle og mos fik vi lavet os en gryde svamperisotto - og smidt en bunke poser med svampe i fryseren..

Tørski

I weekenden ved overgangen mellem oktober og november havde vi besøg af Bertil samt hans to personlige opvartere Martin og Caroline. Vi gik en tur i det efterårsbrune Stockholm. Nok vi er godt inde i det svenske efterår, men selvom det har sneet et par gange er det ikke ligefrem skivejr endnu. Den slags er der heldigvis råd for hvis man har abstinenser.

Man blæser da blade

Efteråret har efterhånden fået rigtigt fat i Stockholm, så der er godt med visne blade på jorden. Den slags problemer løses tilsyneladende bedst ved at blæse til bladene. Normalt ser vi gartnere gå rundt med en lille dims på ryggen og en slange - en slags omvendt støvsuger. Men i en større park så vi samme taktik i lidt større skala.

Saluhall

Efter i et stykke tid at have undret os over fraværet af slagterbutikker i Stockholm lod vi os fortælle at man kan finde slagtere i Stockholms tre store 'Saluhaller': Hötorgshallen ved Hötorget, Östermalmshallen på Östermalmstorg og Söderhallarna på Medborgarplatsen.

Tuen tog i saluhall for at se om de kunne sælge ham udskæringer som man ikke finder i supermarkedet. Det kunne de godt - han kom hjem med et oksehjerte og en oksetunge, hver på ca. 2.75 kg. Det skal her siges at der tale om den absolut største oksetunge vi til dato har købt - de plejer måske at være ca. den halve størrelse. Hjertet var halveret, men i øvrigt ikke skåret, så da det var renset for fedt, sener og blodårer var der ca. 1.5 kg tilbage.


Begge dele kom sjovt nok på bordet i løbet af den weekend midt i oktober vi havde Signe på besøg - om torsdagen hjertet som den peruvianske specialitet anticuchos de corazon og tungen om lørdagen som den mexicanske specialitet taco de lengua (Tue blev hjemme for at lave mad mens Lisbeth og Signe tog på cafe+butikker). Vi glemte helt at tage et billede af Signe eller fra vores besøg på Östasiatiska Museet, så I må nøjes med et billede af den mad vi serverede for hende..

Stadshuset

På Kungsholmen i det centrale Stockholm findes Stadshuset (som er Stockholms rådhus - og ikke at forveksle med det nærvedliggende Rådhuset, som huser Stockholms Tingsrätt, altså domstol). Opført i årene umiddelbart efter indvielsen af rådhuset i København er det næppe tilfældigt at Stadshusets tårn er én meter højere end det på rådhuset i København.

Stadshuset set fra Mälaren (i juni)

Stadshuset er måske mest berømt for at huse den årlige festmiddag ved Nobelprisuddelingen den 10. december, men danner også rammerne for en mængde andre receptioner. Først i oktober blev der afholdt velkomstreception for udenlandske studerende og forskere ved de højere læreanstalter i Stockholm. Tue sagde naturligvis ikke nej til en frokost på byens regning.

Stadshusets blå sal

Mens den blå sal ikke er synderligt blå (historien lyder at det oprindeligt var meningen at den skulle males blå, men da arkitekten så salen opført med røde mursten besluttede han at lade den stå som den var - uden at gide at ændre navnet), lever guldsalen helt op til sit navn: væggene er mosaikbelagte med motiver fra Stockholms historie og baggrundsfarven er guld.

Stadshusets guldsal