Gejser

Da vi stod på turistkontoret i Napa fik vi øje et postkort med Californiens 'Gamle Troværdige' gejser. Vi fandt frem til at denne gejser (der er noget mindre end sin mere berømte navnebror i Wyoming) skulle ligge lige udenfor Calistoga i den nordlige ende af Napadalen, og at den skulle springe gennemsnitligt hver halve time. Vi vurderede at vi nok lige kunne nå det inden solnedgang og satte kursen mod Calistoga op gennem Napadalen.


Det var ganske let at finde frem til gejseren, der ligger lige ved siden af Chateau Montelena - vingården der i 1970'erne var med til at sætte Californien på vin-/verdenskortet, da deres Chardonnay vandt over en lang række franske hvidvine ved en vinsmagning i Paris.


Godt nok nåede vi frem inden solnedgang, men der sidst på eftermiddagen var det sparsomt med sollys i dalen.

På den anden side viste det sig at gejseren springer en hel del oftere om vinteren, sådan ca. hvert femte minut, så vi nåede at se den en håndfuld gange inden det blev helt mørkt.

Søelefanter

Vores nytårsferie i Californien involverede - vanen tro - en køretur langs en strækning Stillehavskyst og - ligeledes vanen tro - et stop lidt udenfor San Simeon. Her findes en strand, som er et populært opholdssted for nordlige søelefanter (som vi tidligere har omtalt som elefantsæler).


Trods efterhånden utallige stop ved netop denne strand, var det første gang vi var der omkring nytår. Vi havde ikke været der længe før vi fornemmede at det var en ganske særlig periode: Begejstrede udråb fra menneskemængden og en pludselig intensivering af aktivitetsniveauet blandt strandens måger er tilsyneladende den typiske velkomst for en nyfødt søelefant.


De nyfødte søelefanter vejer 'blot' 25-35 kg og deres hud ser spøjst løs ud, men i løbet af de 4 uger de dier kan de vokse til 135 kg hvorefter deres hud ser glattere (mere udspændt) ud som hos de voksne søelefanter.


På dette tidspunkt bliver ungen forladt af moderen, som parrer sig igen og stikker til havs. I forventning om at parre sig er de store hanner i samme periode godt i gang med at markere deres territorier på stranden.


Efter at have kigget på søelefanter satte vi os i lejebilen for at spise lidt brød inden vi skulle køre videre. Der var en vaks måge, som godt vidste at mennesker i bil med brød gav mulighed for at der ville falde noget af, så den holdt til på kølerhjelmen indtil vi kørte derfra.

Gensyn med Californien

Da vi forlod Californien troede vi helt bestemt at vi ville komme tilbage inden længe - men det skulle vise sig at der kom til at gå næsten 3 år inden det blev til noget. I juledagene blev vi en smule bekymrede over rapportager om uhyrlige mængder regn i Los Angeles. Det holdt heldigvis op inden vi fløj dertil, så vi kunne nyde en cykeltur langs stranden i behageligt vejr. Samtidig kunne vi så nyde nogle flotte sneklædte bjerge i horisonten.


Udover solskin og storslået natur kunne Californien som altid også byde på et par interessante skilte..

Tomatilloer

Det er muligt at det svenske efterår er koldt og vådt og gråt og mørkt - det er ikke meget man får solen at se i de 7 ¹/₂ time den sniger sig over horisonten på denne tid af året.

Men nu har Tue tilgivet Sverige alt dette og mere til.

Men hvorfor?

Egentlig var vi på vej ud af Hötorgshallen, da Lisbeth fik øje på at en af grønthandlerne havde de afbildede frugter. Det er de såkaldte tomatilloer som I måske har hørt Tue brokke sig over at han ikke har kunnet få fat i lige siden han forlod Californien. Men her er de altså - i Hötorgshallen i Stockholm. I form og størrelse minder de meget om grønne tomater (plus det genkendelige papirsagtige hylster), men selvom det er den rette familie er planten nu tættere beslægtet med stikkelsbær. Og så er de den helt rigtige ingrediens til at lave mexicansk salsa verde med - vi fejrede fundet med at lave grønne enchilada med rejer og gedeost.


Derfor!

Mineposten

Som nogle af vore læsere måske har bemærket har der i visse kredse gået en diskussion om hvorvidt USA er ved at blive til Sverige. Som vi allerede tidligere bemærkede er der i hvert fald visse sjove lighedstræk mellem de to lange hvad angår postkasserne. På vores nylige tur til Värmland fandt vi endnu et eksempel - ude på grusvejene i det gamle minelandskab, fandt vi klynger af bemalede postkasser, der sendte tankerne i retning af Big Sur.

Flash backs

Selvom vi er flyttet højt mod nord, er der nu visse ting her i Solna som ikke er så forskellige fra fænomener på vores tidligere bopæle. En af de første varme aftener havde vi for eksempel dette syn fra vores køkkenvindue:

... og det minder os jo unægtelig om schweiziske luftballoner.

Dernæst stødte Lisbeth en dag på denne lille fyr:

... og han minder jo i den grad om sin amerikanske fætter.

En af vores lokale søer har også dette springvand:

Vi mener klart, at der må være tale om geneviansk inspiration.

Og selvom der er færre kaniner her i området end jordegern i Goleta, så ser vi dem nu næsten dagligt og har da også måtte været lige ved at køre en over - akkurat som vi også måtte holde skarpt udkig efter potentielle overspringere på cykelstien ved UCSB.

Postbilen

Vi har gemt det bedste til sidst - som afslutning på vores lille flashback serie om californiske postkasser har vi valgt vores absolutte favoritpostkasse: den lille postbil vi fandt på Alameda Padre Serra i Santa Barbara ... vi håber at den stadig er der og at den ikke forsvandt i den såkaldte 'te brand'. For at lette sammenligningen viser vi den her ved siden af den postbil der rent faktisk plejede at parkere foran vores lejlighed på West Campus.
Postkassebyggeren har gjort det temmeligt godt, ikke!

Posten er død ... længe leve posten!

Ja, nu er det ikke for at være morbide, men vi har egentlig altid ment at denne postkasse mest af alt ligner en ligkiste.

Nogle vil selvfølgelig hævde at man efterhånden kun modtager dårlige nyheder (rudekuverter) i sin postkasse.

Ikke mindst efter at selv så skelsættende begivenheder som fødsler og bryllupper er begyndt at blive kommunikeret via e-mail, fjæsbog, blog eller sågar sms...

Skibspost

Faktisk ved vi ikke, hvad der blev af resten af skibet, men her i det mindste ankeret.

Igen et eksempel på en temmelig solid fod til postkassen - men eftersom hverken selve postkassen eller dens 'forankring' på ankeret ser unormalt robuste ud kan man spørge om hvor meget det er værd.

Post og Kaktusser

Vi har ført været omkring emnet med hvor meget en postkasse kan fylde. Og i den forbindelse, hvor stort man kan skrive husnummeret på det tilhørende skilt. For en god ordens skyld må vi præcisere at de her vist holder førstepladsen i begge kategorier.

Kaktushaven, der anes i baggrunden hører i øvrigt til blandt de absolut mere smagfulde forhaver i det kvarter.

Flerlinge-postkasser

Som tidligere nævnt er det ikke usædvanligt at se klynger af postkasser langs landevejene i USA. Sjovt nok findes fænomenet også i mere bymæssig bebyggelse. Således er (i kollagens venstre side) både "tvillinge"-postkasserne og de ret så Lille-Claus-og-store-Claus agtige postkasser fra Santa Barbara. I højre side af kollagen ses lidt større klynger af postkasser: den mest rodede af dem er typisk for Isla Vista bydelen lige ved siden af UCSB mens de meget ens postkasser på billedet nedenunder sjovt nok blev fundet i Hilo, Hawai'i.

Postlader

Et andet tilbagevendende tema blandt de amerikanske postkasser er postkasser, der mest af alt ligner lader, garager, hundehuse og andre miniaturetilbygninger. Udført med varierende grader af detaljerigdom.

Fiskekassen II

Ja, det er ikke kun på Hawai'i at man finder fiskepostkasser - de findes skam også i Goleta.

Den er muligt nok ikke helt så imponerende som den på Hawai'i, men til gengæld ligger den på hjørnet af havmågevej, hvilket virker meget passende.

Godkendt postkasse

Modsat mange andre amerikanske postkasser virker udsmykningen på denne ikke spor hjemmelavet (og den var da heller ikke unik - vi fandt et par stykker af den i det kvarter vi boede i).

Noget det mest fascinerende ved denne postkasse er den indstøbte besked om at denne postkasse er godkendt af 'The United States Postmaster General' - altså det amerikanske postvæsens overhoved, i øvrigt en myndighed der kan prale af at være ældre end den amerikanske forfatning da kontoret blev stiftet allerede i 1775.

Patriotisk Post

Folk har nogle gange en sjov tendens til at ville vise deres flag frem - vi kender det fra Danmark (hvilket vi desværre ikke lige har et godt billede af), fra Schweiz (de andre kolonihavehuseejere flagede også), fra Frankrig (bemærk især træerne langs Champs-Élysées i øverste venstre hjørne af kollagen).

Således kan det egentlig heller ikke undre at fænomenet også findes i USA. Men vi var alligevel lidt overraskede over at finde denne postkasse netop i Ojai, Californien - hippie-byen Ojai er mest kendt for deres alternative behandlere og for ikke at tillade butikskæder indenfor bygrænsen.

Posttoget

Det har godt nok ventet længe på at komme på bloggen det lille posttog fra Goleta. Ikke mindst taget i betragtning at det er en af de postkasser der oprindeligt fik os til at gå i gang med vores postkassetema.

Men her er det så.

Bagsiden af medaljen

Nu har postkassetemaet indtil videre mest handlet om alle dem der har gjort noget ekstra ud af deres postkasser... men der er naturligvis også en anden kategori af postkasseejere: dem der lader stå til når det i virkeligheden er på tide at få gjort noget ved sagen. Sjovt nok er de 3 eksempler her alle fundet på den samme gade i Goleta.

Den Opfindsomme Dovenhed

Efter at have debatteret det lidt her på redaktionen er vi blevet enige om at sætte lidt flere amerikanske postkasser på bloggen selv om vi jo ikke bor derovre længere. Vi finder jo heller ikke så mange sjove postkasser her i Genève.

Denne gang skal det handle om en postkasse, der ved første blik måske ser temmelig almindelig ud. Men kigger man nærmere efter, ser man at postkassen er monteret på et hejseværk så ejeren kan tømme sin postkasse uden at skulle den lange, trælse tur ned ad indkørslen. Hvilket ikke mindst er en interessant indstilling når man har valgt at bosætte sig på en af de veje der ligger længst oppe af bjergsiden i selve Santa Barbara.

Overgangs-overvejelser

De sidste mange ugers hektiske projekt-afviklinger og flytte-foranstaltninger har ikke levnet meget tid til at filosofere over betydningen og konsekvenserne af den transatlantiske flytning - overvejelser der næsten også ville være umulige at gøre eftersom ingen af os tidligere har været i Schweiz og vi derfor ikke vidste hvad vi forlod Californien til fordel for - men inden vi begynder at fortælle mere specifikt om mødet med Geneve, kan vi meget passende opsummere nogle af de tanker vi havde angående at flytte til Geneve:


Vi har glædet os til at flytte til en større by; Santa Barbara er bestemt et skønt sted, men et hektisk urbant miljø kan den dog ikke byde på. Ligeledes har vi set frem til at bo midt i Europa, omgivet af forskellige sprog, madvaner og kulturer med de uendelige muligheder for weekendture det giver. Til den boldgade hører naturligvis også den skønne fordel, at Tue i Geneve vil få flere fridage. Udover lørdagsfri vil der jo også være forlængede weekender pga. helligdage og selvom det endnu er lidt uvist, hvor meget ferie Tue får pr. år, så håber vi jo meget på at det er noget mere end de to uger, der blev bevilliget på UCSB.

Til gengæld vil vi savne vejret (dét gør vi allerede!), naturen, vores lille lejlighed på campus, det at kunne tale landets sprog uproblematisk, den fælles hverdag på UCSB, og det rige udvalg af mexicansk mad. På et mere hverdags-praktisk niveau er vi ikke helt sikre på hvordan vi skal klare os uden Trader Joes, Netflix, og Borders, men det har vi jo gjort tidligere, og heldigvis er internetshopping jo opfundet. Til gengæld er vi allerede nu meget tilfredse med kvaliteten af det schweiziske brød, det rige udvalg i ikke-sød yoghurt og ikke mindst chokoladen, ligesom vi også har spottet både frisk gær og vanillesukker, hvilket helt sikkert vil gøre visse ting lettere at bage.

Chez Le Petit Robert

Udfra overskriften kunne læserne måske fristes til at konkludere at indlægget formentlig vil dreje sig om noget geneviansk, men det er slet ikke tilfældet. Le Petit Robert er nemlig en lille restaurant i Russian Hill-området i San Francisco som vi har besøgt på samtlige besøg i byen. Vi kan li' indretningen, stemningen, maden, betjeningen og ikke mindst det skønne brød man får mens man studerer menukortet. Ved dette besøg viste deres desserter sig også at være helt i top.