Ballon-festival i Château d'Oex

I forrige weekend blev vi beglædet af besøg af Troels; han er heldigvis altid ivrig efter at besøge os uanset hvor vi slår os ned, og da han også er ski-entusiast trak bjergene omkring Genève også godt i ham. Vi havde ved et tilfælde set en plakat for en ballon-festival i netop den weekend han var her, så det var jo den oplagte lejlighed til at tage op i bjergene på den anden side af Genève-søen.

Allerede da vi begyndte at kravle op i alperne med toget fra Montreux blev vi overraskede over hvor meget sne der var. Det havde godt nok sneet i Genève om lørdagen, men ingen af os havde forventet at der blot et par hundrede meter over almindeligt sø-niveau ville være udsigt til snedækkede træer.

Vel ankommet til Château d'Oex var vi begejstrede over, hvor smukt den lille bjergby lå midt i sneen, mellem bjergene og i det skønneste solskin.

Men vi var jo ikke sådan kommet for at beundre landskabet i sig selv. Det var jo balloner det drejede sig om! Vi havde opdaget de første på togturen op, men fra kirkebakken kunne vi overskue hele dalen der langsomt blev fyldt med luftballoner i alle mulige farver og mønstre. Det var egentlig et ret surrealistisk syn!

Udover den klassiske facon indeholdt programmet også punktet "Balloner i anderledes format" og så blev der både sendt sækkepibespillere, skildpadder og haner i luften.

Efter at have stået stille - heldigvis i det skønneste solskin; ellers havde det utvivlsomt været en meget kold fornøjelse - og kigget på ballon-opstigning tog vi med svævebane op i de omkringliggende bjerge. Vi havde fundet ud af at der skulle være anlagt en 2.5 km lang kælkepiste, som vi var ivrige efter at udforske, så vi fortsatte videre op i en skilift. Her lejede vi tre kælke og så gik turen ellers nedad.Det var lidt underligt at traske afsted med en kælk igen efter måske 20 års pause, men det føltes samtidig sært bekendt. Turen ned var lang og visse steder ganske stejl og med mange sving, men det var skideskægt og noget vi helt sikkert alle tre gerne gør igen.
Inden vi tog toget tilbage til Genève, sluttede vi af med at spise oste-fondue. Den schweiziske version består altså kun af brød der dyppes i osteblandingen i gryden, så selvom det var en god afslutning på en kold og meget schweizisk dag, er Lisbeth ikke sikker på at hun får lyst til det igen på et senere tidspunkt. Derimod var desserten - Meringues à la crème de chalet - et fint bekendtskab; omend den dobbelte-flødecreme nok også hurtigt kan blive lidt for meget...