22 maj 2010

Vappu


Formålet med den seneste Finlandstur var at opleve Vappu i Helsinki. Vappu er den finske udgave af Valborgsaften, men fejres mildt sagt ikke helt som i Sverige. En ting man bemærker er at Vappu handler om studentertraditioner - folk havde i stor stil fundet studenterhuen frem og sat den på hovedet. Ikke kun de unge med relativt nye huer som på billedet, men også en del ældre generationer havde fundet den gamle studenterhue frem til lejligheden.


De mange forskellige kedeldragter i karakteristiske farver var heller ikke til at overse - kendere vil kunne deducere folks studieretning på farven af deres kedeldragt.


Stemningen gik i det hele taget meget op i hat og blå briller, samt indtagelse af boblevand - og balloner i stort antal hørte sig åbenbart også til.


Et af højdepunkterne på Vappu i Helsinki er altid når Havis Amanda statuen (der ses som et symbol på Helsinki) får sat studenterhue på i en indviklet ceremoni der involverer indtil flere kranvogne.


Efter succesfuld påsætning af huen blev der viftet godt med studenterhuerne blandt tilskuerne.

20 maj 2010

Botniske skærgårde

Det måtte jo ske før eller siden - så vi benyttede en af forårets lange weekender til at tage en tur med båd til Finland. Turen tog omkring 11 timer, men det lykkedes os at sove det meste af turen..

Det sidste lys over den stockholmske skærgård

Solopgang over de ydre dele af Åbolands skærgård

08 maj 2010

Forårstur til Tyskland


Ved rent held var det lykkedes os at planlægge en tur til Tyskland netop den sidste weekend inden den Europæiske flytrafik blev lammet af vulkansk aske.


Mere præcist gik turen til Mülheim an der Ruhr, hvor John for tiden er post-doc på Max-Planck-Institut für Kohlenforschung - vel at mærke inden John og Tiffany flytter tilbage til Californien igen.

John & Tiffany

Eftersom Mülheim ikke er en særligt stor by havde vi på forhånd regnet med at besøge enten Essen, Düsseldorf eller Köln, men vi endte faktisk med at tilbringe hele weekenden i og omkring Mülheim. Således fik vi også besøgt Mülheims Camera Obscura i bydelen Broich (på 'den anden side' af floden Ruhr).

Camera Obscura er latin og betyder 'mørkt rum', men de fleste kan nok tænke sig til at man ikke i længden kan drive en forretning der består af at afkræve folk entre for at lukke dem ind i et mørklagt lokale. I princippet skal der blot være en stor, glat, kridhvid plade i rummet og et lillebitte hul i væggen. Lys udefra falder ind gennem hullet og man kan (når lokalet er mørklagt) se en gengivelse af verden udenfor (vendt på hovedet) på den hvide plade. Tårnet i Mülheim er mere kunstfærdigt udført end som så - det lille hul sidder i en drejelig del af tårnet oven på kuplen (så man kan se hele vejen rundt) og er desuden udstyret med optiske linser så der kan fokuseres i forskellige afstande. Nu hvor vi har prøvet det, er vi kede af vi ikke besøgte den i Edinburgh.

Eftersom John havde beklaget sig over ikke at kunne skaffe majspandekager i Tyskland besluttede vi os for at tage en pose majsmel med ned til ham. Dette var tilpas usædvanligt til at det skulle undersøges nærmere da vi gik igennem sikkerhedskontrollen i lufthavnen - men da majsmel ikke er det mindste vådt fik det lov til at komme med. Således stod vi og lavede en stak majspandekager lørdag aften.