Jordegern

Umiddelbart nord for West Campus er der et åbent område som grænser op til den lokale golfbane. (Hint: Hvis man klikker på billedet her får man det i stor størrelse, så man kan prøve at tælle egern).

Vi har opdaget at det her vrimler med jordegern og når man kigger ud over området, ser man ofte mange af dem sidde som vist her på billederne. Vi ved ikke om de tæller bilerne på Storke Rd, eller om de bare er generelt nysgerrige.



Golfbanen nærved sætter naturligvis også sit præg på området, primært ved antallet af golfbolde, der er blevet mere eller mindre integreret i omgivelserne - se f.eks. denne indgang til et jordegern hjem.

ALARMA!

Tillad os at præsentere vores neurotiske røgalarm, der er så hypersensitiv at vi allerede flere gange har oplevet den gå i gang alene fordi ovnen var tændt.

Heldigvis sidder den i den lille gang indtil de tilstødende gemakker, hvorfor vi nu mest bruger den som en husk-lige-at-luk-døren-så-der-ikke-kommer-mados-i-soveværelset-alarm.

Delfinposten

Der er gået et par dage siden sidst - men nu fortsætter vi bloggens postkassetema.

Her med et særligt eksempel på hvor meget en postkasse egentlig kan fylde - både fysisk og mentalt. Vi kan godt afsløre at postkassen her befinder sig i vores gamle nabolag og er en af dem, der i meget høj grad inspirerede os til at starte vores postkassetema her på bloggen.

Første spørgsmål man naturligvis må stille sig selv er: Hvad fanden har delfiner med post at gøre? Dernæst: Er det strengt nødvendigt at skrive husnummeret på så stort et skilt?

Hvad man i øvrigt ikke ser på billedet her er at huset og postkassen er malet i matchende farver.

En æra er slut

Da Tue købte dette (alt for) store stykke legetøj for ca 4 år siden og betalte en mindre formue for at få det sendt til Goleta fra New York på en lastbil forestillede han sig at den skulle med tilbage til Europa når den tid kom. Men efter at have set hvordan der gik længere og længere mellem at der blev spillet på den i de sidste par år valgte vi at sætte den på craigslist i stedet for at flytte den med - I dag fik den så en ny ejer.

Blog - Nu også på engelsk

Ja, så er vores engelske søsterblog oprettet - der kommer dog nok ikke til at være synderlig forskel på indholdet, så hvis dansk er godt nok til dig skal du bare blive ved med at læse her.

work in progress

At få sat bøger på reolen gør det er nemmere at føle sig hjemme, og at få sluttet anlægget til gør det fortsatte arbejde med at få alt til at falde på plads i den nye lejlighed hyggeligere. Søndag aften fik vi samlet den lave reol, og vi arbejder fortsat på at restaurere et brugt bord vi har købt (for?) billigt - John kommer nok til at undvære sin boremaskine et par dage endnu.

Mandagens store opgave var at få vores trådløse netværk til at samarbejde med begge vores computere og tirsdag gjorde vi et ihærdigt forsøg på at fylde lidt (eller meget?) i køle- og køkkenskabene.

Den nye rede

Så blev det endelig den 13. juni, og vi startede dagen med at hente nøglerne til vores nye lejlighed. Selvom vi godt vidste, hvordan lejlighederne er indrettet, var vi spændte på at komme indenfor i vores egen og se, hvor meget lys der kommer ind i den stuelejlighed.

Det hele så fint ud; alt er nymalet, tæpperne er nyrensede (som man vist kan se spor efter på billedet), og der var mere skabsplads end vi lige huskede. Desuden var bordpladen i køkkenet blevet udskiftet, og der var installeret ny vask i både køkken og badeværelse.

Så det skulle være lige til at flytte ind i, når vi får helt styr på ejendelene her i huset.

Ben Taft

Så er det i morgen tidlig vi henter nøglerne til vores nye sted og derfor en oplagt lejlighed til at præsentere den sidste roomie: Ben Taft.

Ben kommer fra Medford, Oregon og hans forældre er ret gode til at komme på besøg og sove i telt i haven.

Ben øver sig af og til i at snakke dansk med os - i følge Ben lyder dansk noget i retningen af: Girble-dirgle-snikker, uggle-snuggle og gøbble-døbble-snøkker.

I øvrigt satser vi da på at Ben er så venlig at låne os sin Toyota truck til at flytte vores ting her en af de nærmeste dage.

Ricardo Corral

Vi fortsætter præsentationen af vores snart ex-roomies med den af dem, der hurtigst forsvinder mest ud af vores liv. Ricardo flytter tilbage til San Diego omtrent samtidig med at vi flytter i Family Housing. Familien glæder sig meget til at have ham lidt tættere på igen efter at han har boet 2 år i Santa Barbara.

Ricardo udmærker sig bl.a. ved at spise stort set alt med tapatío på og har i fuldskab også drukket det rent. Andre dage består måltiderne nærmest udelukkende af mælk blandet op med proteinpulver med kakaosmag.

I den tid han har boet i husets master bedroom har der flydt en lind strøm af gangsta rap og punk (iblandet lidt hårdtpumpet dance i ny og næ) til at "forsøde" tilværelsen for os øvrige beboere.

Ud over at Lisbeth kommer til at mangle en god TV-ven bliver der måske også et knust hjerte et i sted i Santa Barbara, da Ricardo er noget af en charmer.

John Unger

Egentlig havde vi tænkt at vi ville præsentere vores husfæller - og hvis det skal nås inden de ikke er husfæller længere må vi hellere se at komme i gang.

Her ser I John Unger, lidt usædvanligt med et glas mango-lassi i hånden. Oftere ser man ham med et stort glas Jack Daniel's on the rocks. John kommer fra Hollidaysburg (Pennsylvania) og går meget op i madlavning. Han har en hel krukke kun med piskeris - mindst 10 forskellige. Dertil et rigt udvalg af skåle (John er af den overbevisning at man kun kan piske flødeskum i en metalskål), pander, gryder og maskiner (ikke mindst en lille vakuumpakker) - og de fleste af tingene er tilmed nøjagtig magen til dem der anbefales i diverse madblade.

Vi må se i øjnene at vi kommer til at savne noget af hans køkkenudstyr når vi er flyttet.
Men eftersom John også arbejder samme sted som Tue kommer vi fortsat til at kunne nyde hans gode selskab i ny og næ.

Møbel-jagt

I denne uge gik det pludseligt op for os, at vi faktisk flytter på et meget gunstigt tidspunkt. Alle de bachelor-studerende på UCSB har årets sidste eksamener i denne og næste uge, hvorefter de flytter ud fra deres lejligheder.

Det betyder, at den lokale hjemmeside med køb og salg af brugte møbler (og meget andet) nærmest flyder med møbler til salg, og i weekenden bliver der holdt diverse 'yard sales' rundt omkring. Det har fået os op af stolene (!) mht. at skaffe nogle møbler; især et spisebord og tilhørende stole. Underligt nok virker det til at være lettest at skaffe et spisebord; stolene går åbenbart til i årets løb. Dog fik vi i morges fat i tre nydelige stole i skandinavisk tilsnit for kun 10 dollars i alt, og senere på dagen blev et lille afsætningsbord leveret her på adressen efter ca. 12 mails frem og tilbage.

Desuden har vi aftalt med en schweisisk post.doc. der skal tilbage til Schweiz i næste uge, at vi overtager nogle af hans køkkenting, så ironisk nok mangler vi efterhånden kun spisebordet.

Men i morgen er der udflytnings-salg i det kompleks, som vi skal flytte ind i, så vi håber at vi der kan finde et godt og billigt spisebord. Det ville jo også spare os for at flytte bordet både til og fra adressen her på Pacific Oaks Road.

Postprærievognen?

Så er det blevet tid til at præsentere endnu en postkasse (nu da emnet er blevet hilst så hjerteligt velkomment af en læser) - og hvad kunne være mere nærliggende end at præsentere denne postkasse fra Mulholland Drive?

Vi tør vist godt allerede nu afsløre at der hermed er taget hul på et af de gennemgående temaer i vores postkassekavalkade: postkasser, der skal ligne noget (andet). Når det nu endelig skal være, er en hestevogn vel faktisk en af de mere nærliggende. Vi er jo ikke så langt fra den gamle Pony Express rute - kun ca. 600 km syd for dens vestlige endepunkt. Om nybyggerne havde post med i deres prærievogne er imidlertid uklart - personligt ville vi nok have valgt en diligence i stedet for.

Dining and Driving in LA

Så blev det tid til lidt ferie. Lørdag middag lejede vi en bil for at køre til Los Angeles. Baseret på vores erfaringer fra sidste gang forventede vi at sidde en hel del mere i irriterende trafik end vi endte med. Sikkert ikke mindst fordi vi denne gang holdt os til det nordvestlige hjørne af LA. Og så er Mulholland Drive måske bare ikke en af hovedfærdselsårene.

Når vi er ude - såvel som når vi er hjemme - sætter vi stor pris på de kulinariske oplevelser. Denne gang havde vi på forhånd planlagt en omgang Korean BBQ i Koreatown. Valget faldt på Soot Bull Jeep - navnet er kun 33% misvisende, da åbne, terrængående biler var det eneste fra navnet som restauranten ikke kunne byde på. Da vi kom ind ad hoveddøren blev vi mødt af skiltet, der bekendtgjorde at restauranten var røgfri - dette er en halv sandhed. Godt nok så vi ingen med cigaretter eller lignende, men da hvert bord har en lille kulgrill er der faktisk en god mængde røg og sod i lokalet, hvorfor det frarådes at møde op i sit stiveste puds eller have store velduftende planer bagefter (ja, vi var advaret på forhånd). Efter vi havde fået anvist et bord skulle Tue ud og træde af på naturens vejne og måtte noget imponeret betragte mængden af små skåle på bordet foran Lisbeth da han kom tilbage. Alt tilbehøret er standard og man vælger blot hvilke slags kød man vil bestyre på sin egen lille grill. Såvel tilbehøret som det valgte marinerede oksekød og rejerne var yderst delikate - dog afstod vi fra at spise alle de 18 fed rå hvidløg vi var blevet påduttet.

Søndag var vi i bydelene Los Feliz og Santa Monica inden vi sluttede af i Venice. Mens vi gik en tur for se på mulighederne for søndagsmiddagen på Abbot Kinney Boulevard så vi vist Natascha McElhone gå tur med børnene. Valget endte på vinbaren/restauranten Primitivo, der serverede os nogle helt fantastiske tapas-lignende retter.

Love in a trashcan

Nå, så sidder man torsdag og bladrer det, man vel nærmest kan kalde Santa Barbaras ugeavis, og kan så læse at the Raveonettes skal spille på en af de lokale barer om aftenen! Udover at Lisbeth uden held har forsøgt at fange dem i København, og at vi begge godt kan li' deres musik, så er det vel nærmest vores pligt som danskere at bakke op om dem.
Så vi aflyser aftenens øvrige planer og tager derind sammen med Sean.
Uden at vi talte med nogen, havde vi på fornemmelsen at der var flere danskere derinde - hvorend de så gemmer sig til dagligt her i SB - for Lisbeth spottede både et dansk kørekort blive flash'et som ID i baren og der blev da vist også råbt dansk mellem numrene.
Det var ikke et stort spillested; vi var måske 60-70 mennesker, så det var lidt sjovt at opleve det der i Danmark vel er et kæmpe-navn være nærmest et ukendt navn. Udover den gode musik-oplevelse fik vi også mulighed for at opleve 'the Velvet Jones' for første gang. En faktisk ganske god bar af et lidt mere råt tilsnit end man oftest ser her i SB, og så havde de endda Stella Artois på fad!