02 marts 2010

Slædehunde


Eftersom Sisimiut befinder sig nord for polarcirklen finder man større og mindre grupper af slædehunde mellem husene. Byplanlægning er ret anderledes når diskussioner om placering af bygninger også indeholder diskussioner om hvor hundene skal være!


Eftersom Air Greenland ikke flyver i weekenderne, er man nødt til flyve derop om fredagen, hvis man vil være klar til at arbejde i Grønland mandag morgen. Denne omstændighed resulterede i en hvis mængde fritid i Grønland, hvilket bl.a. blev brugt til en hundeslædetur om søndagen. Ovenfor ses Lisbeth - iført sælskind fra top til tå, vel at mærke uden på alt hendes sædvanlige vintertøj - og selvom det næsten var umuligt for hende at bevæge sig, var det meget behageligt at det kunne holde hende varm på hele turen. Og her nedenfor ses slæden og hundene...

28 februar 2010

Grønland


Forrige uge bragte Lisbeths arbejde hende til Grønland, men trods lange arbejdsdage blev der heldigvis også tid til at udforske og nyde Grønlands natur og deres arktiske livsstil og traditioner.


Turens første stop var i Sisimiut som er en malerisk samling af farverige træhuse ved Ulkebugten nord for Polarcirklen. Der var endnu kun faldet ganske lidt sne denne vinter, så faktisk boltrede Tue sig i meget større mængder hjemme i Stockholm!

24 februar 2010

Flere royale etablissementer


Flere eksempler på at det er nemmere at sælge sit produkt, hvis man læner sig op ad kongens gode navn og rygte..


Den sidste falder måske lidt udenfor - men da de findes i Sverige har vi dem med alligevel.

22 februar 2010

Det er vist vores rekord

Her til morgen kunne man se følgende på vores altan:

21 februar 2010

Is


Det fortsatte vintervejr med vekslende temperaturer giver anledning til diverse spøjse isformationer rundt omkring i bybilledet.

20 februar 2010

Livstegn i sneen

Nu har Stockholm efterhånden været dækket af sne i 2 måneder - og der er ikke rigtigt noget der tyder på at vinteren slutter snart: hele dagen i dag har termometret vist -14 C og sneen fyger om ørerne på os i en jævn vind (26 km/t) fra nordøst så det snarere føles som -24 C..


Men på dage med pænere vejr kan vi heldigvis se tegn på liv midt i al sneen.

17 februar 2010

Semlor


En semla er egentlig den svenske fastelavnsbolle, men den har ret udvidet sæson: lige siden nytår har man ikke kunnet gå forbi en bager eller en kiosk uden at blive mødt med tilbud om semlor (som de hedder i flertal). Faktisk er den vanlige mani med kanelbullar gledet lidt i baggrunden for at give plads til semlor.

En semla består af en sød, kardemommekrydret bolle med en klat marcipan i midten som er skåret op og samlet igen med en gavmild mængde flødeskum. Sandt at sige er vi ikke de største semla-fans, så måske må vi selv i gang. Desuden ser vi frem til at finde ud af hvor længe endnu semla-sæsonen varer.

07 februar 2010

London BABY


Inden vi lukker (rejse-)året 2009, skal vi da lige have det allersidste kapitel med. Vi tog nemlig til Jylland og fejrede jul og dermed var vi jo allerede halvvejs mod London, så hvad var mere oplagt end at fortsætte turen og fejre nytår hos Rune og Nadja derovre?!


Det var Tues første besøg i byen, og selvom London traditionen tro tog imod os med regnvejr, kan han vist godt overtales til flere besøg. Vi shoppede, spiste vegetarisk hos Radha Krishna, så Lord Nelsons statue og Tower of London, kørte i dobbeltdækker-bus, drak britiske øl på en pub, besøgte Borough Market, beundrede mad-afdelingen i Harrod's, og nød i det hele taget bare igen at være i Storbritannien.

Londons vejr viste sig da også fra sin bedre side vores sidste dag, hvor Naturhistorisk Museum tog sig så smukt ud:


Og nu var det jo årsskiftet vi fejrede, så selvfølgelig skulle Tue også have sat håret til denne store begivenhed!

05 februar 2010

BB7: Correios 2

Ikke overraskende hedder den brasilianske post det samme som den portugisiske - men deres postkasser ser noget anderledes ud.


Private postkasser så vi ikke mange af i São Paulo - i hvert fald ikke af den fritstående slags. De fleste steder fandt man derimod postkasser indbygget i husene. Men vi taler selvfølgelig også om en by, hvor mange bygger høje mure med pigtråd på toppen rundt om deres boliger.

03 februar 2010

BB6: Cataratas do Iguaçu


Da vi skulle vælge udflugtsmålet for vores 'egne' dage i Brasilien, var beslutningen ganske enkel: vi ville begge meget gerne ned til de store vandfald - Iguaçu Falls - der ligger på grænsen mellem Brasilien og Argentina.

Afstandene i Brasilien er jo ganske store så vi fløj fra São Paulo (og tilbage igen), men afsatte ellers god tid til at udforske vandfaldene fra begge sider af floden. Den brasilianske side giver et panoramisk overblik over størstedelen af vandfaldene (billedet ovenfor), men man kan da også komme ganske tæt på dem via anlagte gangbroer ud over floden - og det er en ret våd fornøjelse!


I Argentina er der bedre mulighed for at kigge ned langs faldene - blandt andet kan man komme helt ud og kigge ned i det dybeste fald, Devil's Throat. Igen en våd fornøjelse, når vinden lige vender, men ellers er det svært at beskrive den kraft og larm faldene afgiver, og som jo ikke rigtig kan gengives på billeder. I må selv afsted for at få den fulde oplevelse!

Den dag vi besøgte den argentinske del bagte solen fra en skyfri himmel, så vi blev belønnet med et hav af regnbuer i al vanddisen.