Er vi flyttet til et monarki igen?

Ja, det tror jeg nok at vi er. Og beviset er at alt åbenbart sælger bedre, hvis det kan associeres med kongen.

Fyren ovenfor styrer det meste af Sveriges bland-selv-slik (rygtet vil vide at der også er en 'Godis-prins') og forretningen nedenfor var et af de første falafel-steder vi bemærkede. Forventningerne til deres falafler var naturligvis høje, og selvom vi ikke ved hvordan den svenske konge foretrækker sine falafler, synes vi nu at vi har fået bedre på Nørrebro...

En anden stor kæde sælger senge (måske i king-size?!) og navnet bliver jo kun endnu mere rammende af at lige præcis denne afdeling ligger på Kungsgatan!


Mon alle firmaer skal til at skifte navn når Victoria bliver dronning?!

Ikea sagaen

Selv om vi flyttede ind i en møbleret lejlighed her i Stockholm blev det dog alligevel nødvendigt med en lille tur med tunnelbanen til Skärholmen for at gå en tur i intet mindre end verdens største Ikea i Kungens Kurva.

Som sagt var lejligheden allerede møbleret, hvorfor det ikke blev nødvendigt at ty til så drastiske midler som på billede nummer 2: plakaten for en ganske udmærket udstilling om Ikea på Liljevalchs Konsthal.

Faktisk nøjedes vi med tage de ting med os som vi nemt kunne have med hjem i tunnelbanen, og besluttede at bestille en seng og en lænestol til levering fra Ikea. Det skulle vise sig at blive en længere historie.

For det første viste det sig at man skal have et svensk udstedt visakort for kunne bestille varer på Ikeas hjemmeside, så før vi overhovedet kunne komme i gang måtte vi vente på at Tues bank fik udstedt sådan et. Dernæst fulgte noget mere ventetid: Ikea skulle lige have et par uger inden de kunne ringe og aftale nærmere med hensyn til leveringen. Ved samme lejlighed sagde de noget om at en af de ting vi havde bestilt ikke kunne leveres men ville blive sendt med posten senere - p.g.a. den dansk/svenske sprogbarriere fik vi ikke helt fat i hvad. Det blev Lisbeth, der skulle blive hjemme en dag og tage imod varerne. Vi var forberedt på at der skulle leveres mindre end vi havde bestilt - hvorfor det var temmelig forvirrende at stå (da de var kørt igen) og konstatere at vi ikke kunne se hvad der manglede, men i stedet at de havde leveret en seng for meget (!!!)

Vi samlede den seng vi ville have, og også lænestolen og kunne stadig ikke se hvad der manglede. Så ringede vi til Ikea og gjorde dem opmærksom på at de havde leveret en seng mere end vi havde bestilt. Dette var umiddelbart meget svært for dem at håndtere - det var tydeligvis ikke et kundeanliggende de havde rutine i at behandle. Men til sidst blev vi lovet at de kunne sende en mand ud og hente den blot to uger senere - nåja, det hastede vel ikke, den stod jo kun og blokerede halvdelen af vores entre.

Så var det Tues tur til at blive hjemme og tage imod - eller aflevere, om man vil. Sengen kom ud af døren som aftalt og da der ikke dukkede mærkelige ekstra regninger op fra Ikea troede vi at den sag var ude af verden. Lige indtil vi - mens vi kørte på motorvejen mellem Amsterdam og Rotterdam - blev ringet op af Ikea, der gerne ville aftale en tid for at levere de manglende varer. Først troede vi at de alligevel havde misforstået beskeden om den ekstra seng og ville til at levere en mere, men i sidste ende forstod vi at det var de ting som manglede i den oprindelige levering, som de havde lovet at eftersende med posten, der nu alligevel blev bragt ud. Så måtte Tue blive hjemme endnu en dag. Da den mystiske pakke var leveret viste det sig at være betræk til lænestolens puder - hvilket vi endnu ikke havde opdaget at den manglede.

Bryllup i Dissington Hall

Igen i sidste uge var det frem med passene og afsted til lufthavnen for komme ud i verden til internationalt bryllup - denne gang var det Richard (fra England) og Vivienne (fra Singapore), der havde valgt at blive gift på en lejet herregård i landlige omgivelser i det nordlige England.

Men en destination er naturligvis ikke nok for sådan nogle som os, så vi fik lige klemt en aften og en formiddag i Edinburgh ind på vejen. Skulle vi - selv efter at have indtaget skotsk morgenmad inklusiv Haggis - mod forventning have været i tvivl om at vi befandt os i Skotland, var der heldigvis nogle lokale fodboldfans på gaden for at sørge for at vi fattede det.


Brylluppet gik efter de lokale traditioner: Richard måtte ud i byen på et hotel sidste nat inden den store dag, så han rigtigt kunne stå og svede indtil Viviennes bror førte hende ned af den delte vindeltrappe Dissington Hall efter sigende er så kendt for. Selve ceremonien mindede en del om det vi bryllup vi var til i USA: digte blev reciteret af både brudepigen og forloveren og udover det så kendte "I do" måtte bruden og gommen fremsige deres bryllupsløfter til hinanden inden der skulle kysses. Til sidst skulle papirerne underskrives inden fotografen trak dem ud i haven for at knipse løs.


Siden fulgte en middag, der i skarp kontrast til dansk tradition ikke blev afbrudt af hverken sange eller taler - talerne, der efter dansk målestok var ret beskedne kom først til desserten. Således var der tid til et par timers disko inden dørene blev lukket omkring midnat.

Kräftskiva

I sidste uge oplevede Tue sit første krebsegilde - i selskab med afdelingen. Aftenen bød på fade med krebs, diverse snapse (bl.a. rød the & blåbær, anis, fennikel og citron), fællessang og - traditionen tro - hattekonkurrence. Det med hattene var dog muligvis mere en tradition på afdelingen end i Sverige generelt.

Reservepost

Hvad deres personlige postkasser angår prioriterer finnerne synlighed i vinterlandskabet (grøn og rød er de mest populære) og holdbarhed overfor vejr og vind (plastik er mest udbredt) frem for individualitet.

Da vi imidlertid var der om sommeren kunne vi bedre påskønne den unikke fod denne postkasse var udstyret med.

Ounasjoki & Kemijoki

Rovaniemi ligger der hvor Ounasjoki (Ounas-elven) løber ud i Kemijoki (Kemi-elven) og vi cyklede dagligt over en eller flere af broerne. En af de sidste dage vi var der cyklede vi mod vest langs Kemijoki indtil vejen pludselig forsvandt ned i elven - der stod vi så lidt og ventede ved bommen indtil færgemanden kom tøffende fra den modsatte bred bare for at hente os to og vores cykler. Det var tilmed gratis, men til gengæld kan man kun regne med overfart i tidsrummet 06 - 23.


Desuden brugte vi en del tid på at sidde på klipperne ved elven og slappe af med en god bog og/eller picnic. Tue insisterede på at prøve at bade i både Ounasjoki og Kemijoki.

Ranua Zoo

Vi besluttede os for at lave en dagstur til Ranua for at besøge Ranua Zoo. Turen startede i Rovaniemi med en næsten fyldt minibus. I løbet af de 80 km sydøst over mod Ranua tømtes bussen efterhånden som tydeligvist lokale passagerer stod af.


Ranua Zoo viste sig at være opbygget på en meget behagelig måde: I stedet for at rydde skoven der hvor parken skulle være, har de lagt parken i skoven - man går gennem skoven ad en sti fra dyr til dyr. Desuden var der udelukkende finske og arktiske dyr i parken, uden at det af den grund blev kedeligt.


Efter vi var kommet igennem parken, kiggede vi på uret og besluttede os for ikke at gå ind til Ranua by, men blot vente på den næste bus tilbage mod Rovaniemi. Mens vi ventede, så vi et egern der havde fundet en skat: nogle pommes frites, som den hentede en ad gangen i en skraldespand. Senere kom bussen: denne gang en af de større - til gengæld var der ingen andre passagerer med da vi steg på. Eftersom bussen kom hele vejen fra Kajaani, håber vi lidt at der havde været nogle andre med tidligere på turen..

Posti

For dem der ikke er så heldige at bo lige i nærheden af julemandens postkontor, er der jo de almindelige finske postkasser - men husk: ingen løse hunde!

Finske delikatesser

Ude i skovene omkring Rovaniemi fandt vi blåbær - masser af blåbær.

Og det var jo ganske bekvemt, hvis vi var ude lidt længere end vi egentlig havde proviant med til.

Inde i byen var der marked fredag og lørdag, og der fik vi igen chancen for at nyde specialiteten vi allerede så i Oulu: de små fisk fra søerne stegt i store pander.

Joulupukin Pääposti

Den føromtalte julepark fik måske nogle af vore læsere til at erindre at finnerne mener julemanden bor i Finland. Der kunne man så tro at han boede i juleparken lidt udenfor Rovaniemi, men det er slet ikke tilfældet. Der er vist nok tale om en sydlig forpost, da han skulle holde til ved et fjeld en hel del længere mod nord. Til gengæld har denne julepark så æren af at huse julemandens hovedpostkontor - hvor man både samler breve til julemanden og sælger julefrimærker året rundt.


Dertil kommer at man har valget mellem to postkasser: en til snarest mulig levering og en til levering omkring juletid...