26 juni 2010

Punsch

I Sverige, såvel som i Danmark, kan man få en trøffel-kage formet som en lille stang. I Danmark er disse enten svøbt i grøn marcipan eller dryppet i chokolade, sidstnævnte er måske mest logisk i forhold til deres danske navn: træstammer. I Sverige har vi indtil for nyligt kun set den grønne variant. De sælges under betegnelsen punschrullar, men er af uransagelige årsager bedst kendt som dammsugare (= støvsugere).

I anledning af sæsonens festdage (Nationaldagen, kronprinsessebrylluppet, de mange studenterfester ... eller midsommer!?) fås for tiden også en variant i gul og skrigende blå.


Muligvis er det bare os, der er opvokset med den grønne variant, der synes at den blå-gule udgave ser markant mere giftig ud - eller.. ?

23 juni 2010

Tillsammans


De fleste har nok bemærket at Sverige - og især Stockholm - i den sidste tid har stået på den anden ende i forbindelse med det kongelige bryllup. Ikea valgte at bidrage med deres egen hyldest til brudeparret: under titlen Tillsammans (lad os her blot sige at det måske ikke giver de allerbedste associationer angående prinsessens fremtidige lykke hos dem der husker Lukas Moodysons film fra 2000) var der nær det kongelige slot i Gamla Stan opført en pavillon - et Ikea-telt-slot, om man vil.


Ikea havde tænkt på det meste: der var guldski i garagen, slægtsgalleri i gangene, fitnessudstyr i soveværelset og naturligvis dækket op til gallamiddag i spisesalen. De havde endda tænkt på menuen...


...prinsetræningsøvelser til Daniel...


...og naturligvis en seng, der er en ægte prinsesse værdig.

20 juni 2010

Lidingö

Vort nye hjem på Lidingö

Hovedårsagen til at der ikke er sket så meget her på siden den måneds tid er at vi har haft travlt med at flytte - ja, selve flytningen tog under 4 timer, men så skulle der også lige gøres hovedrent i den gamle lejlighed, og alting skulle på plads i den nye lejlighed - dertil en udflugt til Ikea (inklusive de obligatoriske köttbullar til spotpris)... det tager alt sammen sin tid.


Dernæst har vi brugt en del tid på at udforske vores nye lokalområde. Lidingö bryster sig af at være 'sundhedens ø'. Dette kunne til dels hænge sammen med at det er den rigeste kommune i Stockholm, men det skader bestemt heller ikke at her er store grønne områder med mangen en sti der indbyder til gå-, løbe- og cykleture.


Selvom det derfor virker lidt mere landligt er der faktisk kun marginalt længere ind til det centrale Stockholm end fra Solna. Turen må nødvendigvis altid gå via Lidingöbron.

22 maj 2010

Vappu


Formålet med den seneste Finlandstur var at opleve Vappu i Helsinki. Vappu er den finske udgave af Valborgsaften, men fejres mildt sagt ikke helt som i Sverige. En ting man bemærker er at Vappu handler om studentertraditioner - folk havde i stor stil fundet studenterhuen frem og sat den på hovedet. Ikke kun de unge med relativt nye huer som på billedet, men også en del ældre generationer havde fundet den gamle studenterhue frem til lejligheden.


De mange forskellige kedeldragter i karakteristiske farver var heller ikke til at overse - kendere vil kunne deducere folks studieretning på farven af deres kedeldragt.


Stemningen gik i det hele taget meget op i hat og blå briller, samt indtagelse af boblevand - og balloner i stort antal hørte sig åbenbart også til.


Et af højdepunkterne på Vappu i Helsinki er altid når Havis Amanda statuen (der ses som et symbol på Helsinki) får sat studenterhue på i en indviklet ceremoni der involverer indtil flere kranvogne.


Efter succesfuld påsætning af huen blev der viftet godt med studenterhuerne blandt tilskuerne.

20 maj 2010

Botniske skærgårde

Det måtte jo ske før eller siden - så vi benyttede en af forårets lange weekender til at tage en tur med båd til Finland. Turen tog omkring 11 timer, men det lykkedes os at sove det meste af turen..

Det sidste lys over den stockholmske skærgård

Solopgang over de ydre dele af Åbolands skærgård

08 maj 2010

Forårstur til Tyskland


Ved rent held var det lykkedes os at planlægge en tur til Tyskland netop den sidste weekend inden den Europæiske flytrafik blev lammet af vulkansk aske.


Mere præcist gik turen til Mülheim an der Ruhr, hvor John for tiden er post-doc på Max-Planck-Institut für Kohlenforschung - vel at mærke inden John og Tiffany flytter tilbage til Californien igen.

John & Tiffany

Eftersom Mülheim ikke er en særligt stor by havde vi på forhånd regnet med at besøge enten Essen, Düsseldorf eller Köln, men vi endte faktisk med at tilbringe hele weekenden i og omkring Mülheim. Således fik vi også besøgt Mülheims Camera Obscura i bydelen Broich (på 'den anden side' af floden Ruhr).

Camera Obscura er latin og betyder 'mørkt rum', men de fleste kan nok tænke sig til at man ikke i længden kan drive en forretning der består af at afkræve folk entre for at lukke dem ind i et mørklagt lokale. I princippet skal der blot være en stor, glat, kridhvid plade i rummet og et lillebitte hul i væggen. Lys udefra falder ind gennem hullet og man kan (når lokalet er mørklagt) se en gengivelse af verden udenfor (vendt på hovedet) på den hvide plade. Tårnet i Mülheim er mere kunstfærdigt udført end som så - det lille hul sidder i en drejelig del af tårnet oven på kuplen (så man kan se hele vejen rundt) og er desuden udstyret med optiske linser så der kan fokuseres i forskellige afstande. Nu hvor vi har prøvet det, er vi kede af vi ikke besøgte den i Edinburgh.

Eftersom John havde beklaget sig over ikke at kunne skaffe majspandekager i Tyskland besluttede vi os for at tage en pose majsmel med ned til ham. Dette var tilpas usædvanligt til at det skulle undersøges nærmere da vi gik igennem sikkerhedskontrollen i lufthavnen - men da majsmel ikke er det mindste vådt fik det lov til at komme med. Således stod vi og lavede en stak majspandekager lørdag aften.

20 april 2010

Påskeudflugt - del 2

Den høje alder af universitetet i Uppsala antyder byens betydning for den kristne kirke i Sverige, og det overrasker derfor ikke at Uppsala også kan prale af Nordens største kirke.


Inde i domkirken mødte vi endelig langt om længe den konge, hvis navn man støder på igen og igen her i Sverige: Gustav Vasa.


Men Uppsala domkirke er ikke kun et sted med en lang historie - det er også et sted, hvor man ikke viger for nytænkning.

Kollektomaten

18 april 2010

Påskeudflugt - del 1

Fyren her til venstre er det første man får øje på når man træder ud af banegården i Uppsala - og det var netop der vi valgte at tage hen på en dagstur i løbet af påsken.

Uppsala er måske bedst kendt for sit universitet, der er det ældste i Skandinavien og byen bar da bestemt også præg af et sundt studenterliv. Vi var således langt fra de eneste unge mennesker med andet modersmål end svensk der på denne solrige (men relativt kølige) eftermiddag satte os ved Fyrisåns bredder og nød en forfriskning.



07 april 2010

Påske på svensk

Allerede sidste sommer undrede vi os lidt over forskellene mellem danske og svenske traditioner: I Sverige har man bål til Valborgsaften i stedet for til Skt. Hans - og ganske uden afbrænding af hekse. I år har vi så kunnet konstatere at dette til dels hænger sammen med at de svenske hekse sendes afsted mod Bloksbjerg allerede til påske. Dette symboliseres ikke ved afbrænding, men derimod ved at små hekse indgår i svensk påskepynt på lige fod med æg og kyllinger - og vist nok også ved at børn klædes ud som hekse og går og rasler (det sidste der har vi nu ikke observeret selv), hvilket igen nemt kan antages at hænge sammen med en anden stor og meget synlig svensk påsketradition: påskegodis!


I tiden omkring påske dumper alle større butikskæder prisen på bland-selv-slik fra det i forvejen billige svenske niveau til omkring 30 SEK/kg (ja, det er 30 svenske kroner pr. hele kilogram). Dette betyder naturligvis også at et påskeæg i Sverige - modsat de andre lande vi har boet i - ikke er et chokoladeæg men derimod et papæg fyldt med bland-selv-slik. 'Karamelkongen' argumenterer også for at påskeriset bør pyntes med påskeslik, men de fleste er dog bare pyntet med farvede fjer. Både fjer og hekse minder måske lidt vel meget om dansk fastelavn - endnu en gang rod i de hedenske nordiske forårstraditioner.


For at bidrage til den generelle forvirring havde vi i vores hjem erstattet hekse, fjer og æggejagt med påskefarvet omelet og hjemmebagt 'høne'.

05 april 2010

Påskevejr

Efter en lang vinter var det rart at se disse om lørdagen i påsken

Efter at have nydt påskeferie med masser af solskin og temperaturer op mod de 10 grader var det lidt af et chok at vågne op til det her syn 2. påskedag:

Udsigt fra vores stue i morges

Nu må vi bare håbe at blomsterne klarer den alligevel..

Det er første gang i år disse to bærer blomster