Saluhall

Efter i et stykke tid at have undret os over fraværet af slagterbutikker i Stockholm lod vi os fortælle at man kan finde slagtere i Stockholms tre store 'Saluhaller': Hötorgshallen ved Hötorget, Östermalmshallen på Östermalmstorg og Söderhallarna på Medborgarplatsen.

Tuen tog i saluhall for at se om de kunne sælge ham udskæringer som man ikke finder i supermarkedet. Det kunne de godt - han kom hjem med et oksehjerte og en oksetunge, hver på ca. 2.75 kg. Det skal her siges at der tale om den absolut største oksetunge vi til dato har købt - de plejer måske at være ca. den halve størrelse. Hjertet var halveret, men i øvrigt ikke skåret, så da det var renset for fedt, sener og blodårer var der ca. 1.5 kg tilbage.


Begge dele kom sjovt nok på bordet i løbet af den weekend midt i oktober vi havde Signe på besøg - om torsdagen hjertet som den peruvianske specialitet anticuchos de corazon og tungen om lørdagen som den mexicanske specialitet taco de lengua (Tue blev hjemme for at lave mad mens Lisbeth og Signe tog på cafe+butikker). Vi glemte helt at tage et billede af Signe eller fra vores besøg på Östasiatiska Museet, så I må nøjes med et billede af den mad vi serverede for hende..

Stadshuset

På Kungsholmen i det centrale Stockholm findes Stadshuset (som er Stockholms rådhus - og ikke at forveksle med det nærvedliggende Rådhuset, som huser Stockholms Tingsrätt, altså domstol). Opført i årene umiddelbart efter indvielsen af rådhuset i København er det næppe tilfældigt at Stadshusets tårn er én meter højere end det på rådhuset i København.

Stadshuset set fra Mälaren (i juni)

Stadshuset er måske mest berømt for at huse den årlige festmiddag ved Nobelprisuddelingen den 10. december, men danner også rammerne for en mængde andre receptioner. Først i oktober blev der afholdt velkomstreception for udenlandske studerende og forskere ved de højere læreanstalter i Stockholm. Tue sagde naturligvis ikke nej til en frokost på byens regning.

Stadshusets blå sal

Mens den blå sal ikke er synderligt blå (historien lyder at det oprindeligt var meningen at den skulle males blå, men da arkitekten så salen opført med røde mursten besluttede han at lade den stå som den var - uden at gide at ændre navnet), lever guldsalen helt op til sit navn: væggene er mosaikbelagte med motiver fra Stockholms historie og baggrundsfarven er guld.

Stadshusets guldsal

Sne!

I går morges vågnede vi til snevejr!

Og det er altså kun midt i oktober - ALT for tidligt for både os og stockholmerne. Det blev da heller ikke liggende, men det var glat enkelte steder og så selvfølgelig koldt og vådt. Måske har vi nu en ide om hvad vi skal forvente senere hen?!




Senere på dagen virkede det dog som om at vejret var kommet i tanke om at vi stadig kun er ved efteråret, og så kan vi måske få lov at nyde den årstid lidt endnu...

Skansen

Lisbeths mor besøgte os sidste weekend og udover at fremvise lejlighed, Solna og Stockholm, tog vi også en tur på 'Skansen'. Skansen er et frilands-museum med gamle bygninger fra hele Sverige, hvor kostumeklædte personer gerne fortæller om 'gamle dage'. Det ligger på en vindblæst bakketop på Djurgarden, og da vinteren er kommet til Stockholm, blev det en kold fornøjelse efter nogle timer, men heldigvis kunne vi så hygge os med 'Bellmans Pyt' i et af kro-husene.

Noget af det - for os - mest interessante ved Skansen var dog den del der er en dyrepark - igen primært med nordiske dyr.

Der blev slappet temmelig meget af rundt omkring:





På et tidspunkt fik den sidste fyr dog mobiliseret energi nok til også at rejse hovedet, så vi endelig kunne få en 'rigtig' elg at se, dvs. en med gevir!

Surströmming

Udover krebsegilder er efteråret også sæson for en anden, mere kontroversiel svensk specialitet fra havet: surströmming. En hurtig rundspørge på Tues afdeling antydede at kun et mindretal af samtidige unge svenskere nyder denne spise - de fleste har tilsyneladende aldrig prøvet det, men mener alle at vide at det lugter og smager forfærdeligt. På denne baggrund er det måske ikke så overraskende at det var hos en af de polske kollegaer Tue blev indbudt til at smage surströmming.

Men hvad er surströmming? Strömming er faktisk sild - og her vil nogen måske indvende at sild hedder sill på svensk, hvilket også er helt rigtigt, men ifølge et kongeligt dekret fra 1500-tallet skal sild fanget i Østersøen sælges under betegnelsen strömming.


Det med det 'sure' kommer sig af at surströmming fremstilles ved at lade rensede og saltede fisk gære i åbne kar og siden komme dem på dåse. Gæringsprocessen fortsætter i dåsen så der opbygges et vist overtryk, hvorfor forsigtighed tilrådes ved åbning af dåserne samt og de fleste flyselskaber ikke tillader surströmming i bagagen.

Vores vært havde prøvet det et par gange før, og så meget rutineret ud da han viste hvordan man kan åbne dåsen under vand, som et alternativ til at gå ud i den kølige efterårsaften og åbne dåsen udendørs som det ellers anbefales. Efterfølgende skyllede han dåsens indhold et par gange med rindende koldt vand, og så var de klar.


Men hvorfor al denne forsigtighed? Af den enkle grund at dåsens indhold har en ganske speciel og gennemtrængene lugt: En skarp blanding af fisk og harsk fedt med et anstrøg af rådne æg og noget syrligt. Vores vært bad os indtrængende om at være så venlige at undlade at dryppe på møblerne. Selskabets franske deltager var imidlertid ikke imponeret, citat: "Hvor jeg kommer fra har vi oste med skarpere lugt..."


Hvad smagen angår er det mest slående hvor stærkt salte fileterne er. Traditionelt skæres de i mindre stykker og spises i en sandwich lavet af svensk 'tyndbrød', skiver af kogt kartoffel, rå løg, purløg og gerne creme fraiche. Tue fandt dem spiselige når de omgivet af tilstrækkelige mængder brød, kartoffel og løg - men foretrækker stadig en god gammeldags marineret sild. Det forlyder at man også kan få en anden udgave, der er lavet på hele fisk - den skulle smage anderledes, men til gengæld skal man selv pille indvoldene ud af de gærede fisk...

Sømandspost

En dag vi cyklede rundt på et havneområde i Stockholm bemærkede vi en ny variation over et efterhånden velkendt tema: Mange postkasser i klynge på et belejligt sted for at afhjælpe det problem at postbudet ikke nødvendigvis nemt kan komme til selve "huset" for at aflevere posten.

Svensk efterår

Efteråret er for alvor sat ind heroppe. De første blade fra træerne begyndte godt nok at falde for flere uger siden, men indenfor den seneste uge er farverne for alvor begyndt at skifte.

Det er faktisk ikke så koldt endnu (selvom Lisbeth har fundet sine tynde handsker frem til morgenens cykeltur!) så det er skønt at komme ud i parkerne i det milde vejr.

Især er vi meget glade for den daglige pendling gennem Hagaparken og rundt om Brunnsviken - hvor disse billeder er fra.

Porter og chokolade

Trods gode intentioner bliver det heller ikke i år at vi får lagt turen omkring München - hvor en del "kemi-venner" bor for tiden - så vi besluttede at markere Oktober-fest ved at lave en porter-baseret chokolade-kage. Det var ligesom for let blot at drikke nogle ekstra øl i begivenhedens navn...


Øl og lidt kaffe erstatter mælk i kage-dejen og den første dag smagte begge dele godt igennem. Dagen efter havde smagen sat sig noget mere, og den smagte som en god, tung chokoladekage.

Og tung ville den forslåede mængde glasur/fyld også have været. Vi havde indkøbt de foreslåede 500 g chokolade men nøjedes alligevel med at lave halv portion - og det var meget passende!

Er vi flyttet til et monarki igen?

Ja, det tror jeg nok at vi er. Og beviset er at alt åbenbart sælger bedre, hvis det kan associeres med kongen.

Fyren ovenfor styrer det meste af Sveriges bland-selv-slik (rygtet vil vide at der også er en 'Godis-prins') og forretningen nedenfor var et af de første falafel-steder vi bemærkede. Forventningerne til deres falafler var naturligvis høje, og selvom vi ikke ved hvordan den svenske konge foretrækker sine falafler, synes vi nu at vi har fået bedre på Nørrebro...

En anden stor kæde sælger senge (måske i king-size?!) og navnet bliver jo kun endnu mere rammende af at lige præcis denne afdeling ligger på Kungsgatan!


Mon alle firmaer skal til at skifte navn når Victoria bliver dronning?!

Ikea sagaen

Selv om vi flyttede ind i en møbleret lejlighed her i Stockholm blev det dog alligevel nødvendigt med en lille tur med tunnelbanen til Skärholmen for at gå en tur i intet mindre end verdens største Ikea i Kungens Kurva.

Som sagt var lejligheden allerede møbleret, hvorfor det ikke blev nødvendigt at ty til så drastiske midler som på billede nummer 2: plakaten for en ganske udmærket udstilling om Ikea på Liljevalchs Konsthal.

Faktisk nøjedes vi med tage de ting med os som vi nemt kunne have med hjem i tunnelbanen, og besluttede at bestille en seng og en lænestol til levering fra Ikea. Det skulle vise sig at blive en længere historie.

For det første viste det sig at man skal have et svensk udstedt visakort for kunne bestille varer på Ikeas hjemmeside, så før vi overhovedet kunne komme i gang måtte vi vente på at Tues bank fik udstedt sådan et. Dernæst fulgte noget mere ventetid: Ikea skulle lige have et par uger inden de kunne ringe og aftale nærmere med hensyn til leveringen. Ved samme lejlighed sagde de noget om at en af de ting vi havde bestilt ikke kunne leveres men ville blive sendt med posten senere - p.g.a. den dansk/svenske sprogbarriere fik vi ikke helt fat i hvad. Det blev Lisbeth, der skulle blive hjemme en dag og tage imod varerne. Vi var forberedt på at der skulle leveres mindre end vi havde bestilt - hvorfor det var temmelig forvirrende at stå (da de var kørt igen) og konstatere at vi ikke kunne se hvad der manglede, men i stedet at de havde leveret en seng for meget (!!!)

Vi samlede den seng vi ville have, og også lænestolen og kunne stadig ikke se hvad der manglede. Så ringede vi til Ikea og gjorde dem opmærksom på at de havde leveret en seng mere end vi havde bestilt. Dette var umiddelbart meget svært for dem at håndtere - det var tydeligvis ikke et kundeanliggende de havde rutine i at behandle. Men til sidst blev vi lovet at de kunne sende en mand ud og hente den blot to uger senere - nåja, det hastede vel ikke, den stod jo kun og blokerede halvdelen af vores entre.

Så var det Tues tur til at blive hjemme og tage imod - eller aflevere, om man vil. Sengen kom ud af døren som aftalt og da der ikke dukkede mærkelige ekstra regninger op fra Ikea troede vi at den sag var ude af verden. Lige indtil vi - mens vi kørte på motorvejen mellem Amsterdam og Rotterdam - blev ringet op af Ikea, der gerne ville aftale en tid for at levere de manglende varer. Først troede vi at de alligevel havde misforstået beskeden om den ekstra seng og ville til at levere en mere, men i sidste ende forstod vi at det var de ting som manglede i den oprindelige levering, som de havde lovet at eftersende med posten, der nu alligevel blev bragt ud. Så måtte Tue blive hjemme endnu en dag. Da den mystiske pakke var leveret viste det sig at være betræk til lænestolens puder - hvilket vi endnu ikke havde opdaget at den manglede.