
Formålet med den seneste Finlandstur var at opleve Vappu i Helsinki. Vappu er den finske udgave af Valborgsaften, men fejres mildt sagt ikke helt som i Sverige. En ting man bemærker er at Vappu handler om studentertraditioner - folk havde i stor stil fundet studenterhuen frem og sat den på hovedet. Ikke kun de unge med relativt nye huer som på billedet, men også en del ældre generationer havde fundet den gamle studenterhue frem til lejligheden.
De mange forskellige kedeldragter i karakteristiske farver var heller ikke til at overse - kendere vil kunne deducere folks studieretning på farven af deres kedeldragt.
Stemningen gik i det hele taget meget op i hat og blå briller, samt indtagelse af boblevand - og balloner i stort antal hørte sig åbenbart også til.
Et af højdepunkterne på Vappu i Helsinki er altid når Havis Amanda statuen (der ses som et symbol på Helsinki) får sat studenterhue på i en indviklet ceremoni der involverer indtil flere kranvogne.
Efter succesfuld påsætning af huen blev der viftet godt med studenterhuerne blandt tilskuerne.
22 maj 2010
Vappu
20 maj 2010
Botniske skærgårde
Det måtte jo ske før eller siden - så vi benyttede en af forårets lange weekender til at tage en tur med båd til Finland. Turen tog omkring 11 timer, men det lykkedes os at sove det meste af turen..
08 maj 2010
Forårstur til Tyskland

Ved rent held var det lykkedes os at planlægge en tur til Tyskland netop den sidste weekend inden den Europæiske flytrafik blev lammet af vulkansk aske.
Mere præcist gik turen til Mülheim an der Ruhr, hvor John for tiden er post-doc på Max-Planck-Institut für Kohlenforschung - vel at mærke inden John og Tiffany flytter tilbage til Californien igen.
Eftersom Mülheim ikke er en særligt stor by havde vi på forhånd regnet med at besøge enten Essen, Düsseldorf eller Köln, men vi endte faktisk med at tilbringe hele weekenden i og omkring Mülheim. Således fik vi også besøgt Mülheims Camera Obscura i bydelen Broich (på 'den anden side' af floden Ruhr).
Camera Obscura er latin og betyder 'mørkt rum', men de fleste kan nok tænke sig til at man ikke i længden kan drive en forretning der består af at afkræve folk entre for at lukke dem ind i et mørklagt lokale. I princippet skal der blot være en stor, glat, kridhvid plade i rummet og et lillebitte hul i væggen. Lys udefra falder ind gennem hullet og man kan (når lokalet er mørklagt) se en gengivelse af verden udenfor (vendt på hovedet) på den hvide plade. Tårnet i Mülheim er mere kunstfærdigt udført end som så - det lille hul sidder i en drejelig del af tårnet oven på kuplen (så man kan se hele vejen rundt) og er desuden udstyret med optiske linser så der kan fokuseres i forskellige afstande. Nu hvor vi har prøvet det, er vi kede af vi ikke besøgte den i Edinburgh.Eftersom John havde beklaget sig over ikke at kunne skaffe majspandekager i Tyskland besluttede vi os for at tage en pose majsmel med ned til ham. Dette var tilpas usædvanligt til at det skulle undersøges nærmere da vi gik igennem sikkerhedskontrollen i lufthavnen - men da majsmel ikke er det mindste vådt fik det lov til at komme med. Således stod vi og lavede en stak majspandekager lørdag aften.
20 april 2010
Påskeudflugt - del 2
Den høje alder af universitetet i Uppsala antyder byens betydning for den kristne kirke i Sverige, og det overrasker derfor ikke at Uppsala også kan prale af Nordens største kirke.
Inde i domkirken mødte vi endelig langt om længe den konge, hvis navn man støder på igen og igen her i Sverige: Gustav Vasa.
Men Uppsala domkirke er ikke kun et sted med en lang historie - det er også et sted, hvor man ikke viger for nytænkning.
18 april 2010
Påskeudflugt - del 1
Fyren her til venstre er det første man får øje på når man træder ud af banegården i Uppsala - og det var netop der vi valgte at tage hen på en dagstur i løbet af påsken.
Uppsala er måske bedst kendt for sit universitet, der er det ældste i Skandinavien og byen bar da bestemt også præg af et sundt studenterliv. Vi var således langt fra de eneste unge mennesker med andet modersmål end svensk der på denne solrige (men relativt kølige) eftermiddag satte os ved Fyrisåns bredder og nød en forfriskning.
07 april 2010
Påske på svensk
Allerede sidste sommer undrede vi os lidt over forskellene mellem danske og svenske traditioner: I Sverige har man bål til Valborgsaften i stedet for til Skt. Hans - og ganske uden afbrænding af hekse. I år har vi så kunnet konstatere at dette til dels hænger sammen med at de svenske hekse sendes afsted mod Bloksbjerg allerede til påske. Dette symboliseres ikke ved afbrænding, men derimod ved at små hekse indgår i svensk påskepynt på lige fod med æg og kyllinger - og vist nok også ved at børn klædes ud som hekse og går og rasler (det sidste der har vi nu ikke observeret selv), hvilket igen nemt kan antages at hænge sammen med en anden stor og meget synlig svensk påsketradition: påskegodis!
I tiden omkring påske dumper alle større butikskæder prisen på bland-selv-slik fra det i forvejen billige svenske niveau til omkring 30 SEK/kg (ja, det er 30 svenske kroner pr. hele kilogram). Dette betyder naturligvis også at et påskeæg i Sverige - modsat de andre lande vi har boet i - ikke er et chokoladeæg men derimod et papæg fyldt med bland-selv-slik. 'Karamelkongen' argumenterer også for at påskeriset bør pyntes med påskeslik, men de fleste er dog bare pyntet med farvede fjer. Både fjer og hekse minder måske lidt vel meget om dansk fastelavn - endnu en gang rod i de hedenske nordiske forårstraditioner.
For at bidrage til den generelle forvirring havde vi i vores hjem erstattet hekse, fjer og æggejagt med påskefarvet omelet og hjemmebagt 'høne'.
05 april 2010
Påskevejr
Efter at have nydt påskeferie med masser af solskin og temperaturer op mod de 10 grader var det lidt af et chok at vågne op til det her syn 2. påskedag:
Nu må vi bare håbe at blomsterne klarer den alligevel..
30 marts 2010
En verden af is
Lisbeth kom endnu en gang til Grønland med hendes arbejde, men eftersom denne anden tur var meget kortere end den første nåede kameraet ikke op af tasken før flyet hjem fra Grønland lettede - denne gang fra udenrigslufthavnen i Narsarsuaq nær sydspidsen.
Som man kan se ovenfor er der ikke særligt meget sne og is i det sydlige Grønland, men før Lisbeth nåede fange et billede af de smukke fjorde ramte flyet skylaget.Det var imidlertid ikke spildt at beholde kameraet frem da det viste sig at blive en fantastisk tur henover isen og videre mod øst.
Det klare vejr gjorde det muligt at se nogle af flydemønstrene i isen og på billedet herover er det tilmed muligt at få øje på gletscherens ishylde.
Fantastisk, ik'?!
26 marts 2010
Matriarken fylder rundt
Fredag d. 18. marts 1910 fik bestyreren på Brændeskov Mejeri på Sydfyn en datter. Datteren, som blev døbt Rigmor (og mange år senere fik et barnebarn ved navn Tue), skulle vise sig at være af et sejere stof end de fleste. Umiddelbart lyder det måske ikke som om hun kom så vidt omkring, når vi fortæller at man 100 år senere finder hende bosat på en gård udenfor Brudager, mindre end 5 kilometer fra fødestedet. Men antallet af gæster der kom til åbent hus og mængden af blomster de gav, vidner om et aktivt liv.
Selvom antallet af folk der passerer de 100 år i Danmark vokser væsentligt hurtigere end befolkningen i almindelighed modtager man stadig en lykønskning fra hoffet - og Rigmor kom da også på forsiden af amtsavisen. Men da TV2 ringede på selve dagen for at høre om de måtte komme og stille et par spørgsmål fik de nej - det havde hun ikke tid til. Egentlig havde vi regnet med at hun skulle have en eftermiddagslur efter åben-hus-arrangementet og inden middagen med den nærmere familie om aftenen, men hun havde alt for travlt med at kigge på de mange blomster og tilhørende kort...
Vi følte os unægteligt lidt slappe da vi om aftenen efter den store middag måtte give op og gå til køjs inden fødselaren - og bedre blev det ikke af at hun var oppe før os andre næste morgen.
14 marts 2010
Svenske forårsforberedelser
Her i denne weekend har vi kunnet se et hold arbejdere fjerne sne fra taget af bygningen ved siden af vores - hvilket tager overraskende lang tid.
Sne på tage er i det hele taget noget, der tages mere seriøst i Sverige end i Danmark - her kunne især danske landmænd måske tage ved lære.








