26 december 2008

Så blev det jul igen


Lisbeth kom hjem igen lille juleaften som planlagt og så blev det alligevel jul i det lille hjem, med juleand, rødkål, julekage, et rigt udvalg af småkager og overraskende mange gaver.

Juleaften var vi bare os selv, men juledag fik vi et par af Tues kollegaer på julefrokost med sild, snaps, leverpostej, kold steg ... og mere julekage og flere småkager.

Efter gæsterne var gået blev resten af juledag brugt på at slappe af i sofaen med bøger.

Nu har butikkerne åbent igen og vi vil ud i byen.

23 december 2008

Juleforberedelser

Mens Lisbeth har været sendt til Danmark for at hente julegaverne (og nå et par andre ærinder) har det været Tues job at passe på den lille lejlighed og købe ind til julefest. Især det sidste kan der gå meget tid med når man søger usædvanlige varer og kun taler et gebrokkent fransk. I et forsøg på at have lidt juletraditioner har vi valgt at gentage sidste års julekage. Til dette kræves naturligvis den italienske hasselnøddelikør Frangelico, men det skulle vel ikke være så svært her tæt på det nordlige Italien, hvor drikken stammer fra? Forkert! De fleste steder Tue kom ind og spurgte efter det blev han mødt af et undrende "C'est quoi, ça?" ('Det er hvad, det der?!'). Så i sidste ende blev det også Lisbeths opgave at parallelimportere en flaske indkøbt hos Supermarco i København.

Lidt bedre gik det med indkøb af diverse slags flæsk. Slagteren i supermarkedet Migros så godt nok mærkelig ud i hovedet da Tue spurgte om man kunne købe "graisse du porc" ('fedt af gris')? Ikke sådan at slog ud af kurs fremturede Tuen med "lard sans viande" ('bacon uden kød'), hvorefter slagteren blev enig med sig selv om at der måske mentes "bardes" ('spækstrimler'). Da det var bekræftet at de var enige og han var i færd med at afveje et kvart kilo af det ville slagteren gerne vide hvad det skulle bruges til, så Tue måtte prøve at forklare leverpostej. Så havde slagteren ikke flere spørgsmål. Det havde Tue til gengæld: hvad med en "rôti du porc avec sa peau" ('grisesteg med sin hud')? Der kunne han kun foreslå en griseskulder - med skulderknoglen i, vel at mærke. Ikke optimalt til flæskesteg. Hos slagteren i supermarkedet Coop var der heller ikke gevinst. Først da Tue gik til en rigtig slagter fik han at vide at han ville kunne hente det stykke kød han var ude efter næste morgen.


Med hensyn til mere specifikke opgaver at løse, var der inden afrejse udtrykt ønske om et søm på døren til ophængning af julepynt - faktisk har vi stort set ingen søm, men det lykkedes Tue at finde et enkelt, der var blevet til overs fra samlingen af et Ikea møbel tidligere på året.

Ligeledes var der ønsket bagning af flere småkager, især vanillekranse og eventuelt også jødekager. Undervejs forlød det dog at der var blevet doneret begge disse slags småkager fra anden side (Tak til Tove), så det ville måske være bedre at prøve at bage noget andet. Tue kastede sig over nogle ikke specielt julede pistacie-småkager, og jødekagens moderne følgesvend palæstinenserkagen, der giver et friskt pust af nogle anderledes krydderier.

Sidst men ikke mindst er der naturligvis blevet bagt leverposteje af den dertil indkøbte spæk og når Lisbeth lander i aften står flæskestegen sandsynligvis i ovnen herhjemme...

22 december 2008

Post og Kaktusser

Vi har ført været omkring emnet med hvor meget en postkasse kan fylde. Og i den forbindelse, hvor stort man kan skrive husnummeret på det tilhørende skilt. For en god ordens skyld må vi præcisere at de her vist holder førstepladsen i begge kategorier.

Kaktushaven, der anes i baggrunden hører i øvrigt til blandt de absolut mere smagfulde forhaver i det kvarter.

21 december 2008

Vintervejr

Nu holdes der juleferie i Genève - og her er alt andet lige mere julet end i Santa Barbara. Midt i juleindkøbsræset er der blevet tid til at tage et billeder.


Efterhånden ligger der lidt sne på alle de bjerge vi kan se herfra. Desværre er det ikke altid til at se så meget, men på dage med klart vejr er det ganske pænt.


Den lave vandstand i Arven lader sig også bemærke ude ved Jonction.

20 december 2008

PostFinance

Som vi tidligere har nævnt er vi efterhånden begge de lykkelige indehavere af hver vores schweiziske postkonto. Naturligvis med dertil hørende netbank (øhh ... netpostbank). Men inden man kan komme igang med at bruge sidstnævnte skal man vente på at postvæsenet sender en denne dims. Som man i kombination med sit hævekort bruger til at generere adgangskoder hver gang man skal ind - dette i tilgift til ens kundenummer (i sig selv lidt svært at gå og huske på da man ikke bruger det til andet - og hjemmesiden er lavet sådan at browseren ikke kan huske feltet) og personlige kodeord.

19 december 2008

Flerlinge-postkasser


Som tidligere nævnt er det ikke usædvanligt at se klynger af postkasser langs landevejene i USA. Sjovt nok findes fænomenet også i mere bymæssig bebyggelse. Således er (i kollagens venstre side) både "tvillinge"-postkasserne og de ret så Lille-Claus-og-store-Claus agtige postkasser fra Santa Barbara. I højre side af kollagen ses lidt større klynger af postkasser: den mest rodede af dem er typisk for Isla Vista bydelen lige ved siden af UCSB mens de meget ens postkasser på billedet nedenunder sjovt nok blev fundet i Hilo, Hawai'i.

18 december 2008

Fondue

Vi havde ikke været i Genève ret længe før vi tog en aktiv beslutning om at vi i hvert fald ikke skulle prøve at spise fondue før det var blevet vinter.

Mens Lisbeth er i Danmark har Tue været til årsafslutningsarrangement med forskergruppen. Det skulle i år holdes på Café d'Avusy i landsbyen Avusy. Som tavlen på det ene billede antyder deler man i Avusy ikke vores opfattelse af hvornår en fondue bedst nydes. Men nu er det også midt i December, og selv om der ikke er meget sne at se herinde i Genève, lå der et pænt hvidt lag over det hele ude i Avusy.

Efter at selskabet havde fortærret nogle fade med tyndt skåret tørret oksekød blev de små blus på bordene tændt og lidt efter blev gryderne med forvarmet fondue bragt ind. Der var ikke tid til at stikke hovedet ud i køkkenet og lure, men det siges at en sådan fondue består at 3 oste, hvidvin (til at fortynde det med) og en lille smule stivelse til at sørge for at osten og vinen ikke skiller. Med de små spyd dypper man brødstykkerne i osten .. og haps. Dertil drikkes hvidvin. Og sådan bliver man ved til der ikke er mere fondue eller man er stopmæt - afhængigt hvilket indtræffer først. Eller det vil sige, vi fik nu faktisk også dessert bagefter...

Og hvordan lyder dommen så? Tuen vil godt prøve det igen - men ikke lige med det samme!

17 december 2008

Postlader


Et andet tilbagevendende tema blandt de amerikanske postkasser er postkasser, der mest af alt ligner lader, garager, hundehuse og andre miniaturetilbygninger. Udført med varierende grader af detaljerigdom.

16 december 2008

Fiskekassen II

Ja, det er ikke kun på Hawai'i at man finder fiskepostkasser - de findes skam også i Goleta.

Den er muligt nok ikke helt så imponerende som den på Hawai'i, men til gengæld ligger den på hjørnet af havmågevej, hvilket virker meget passende.

15 december 2008

Godkendt postkasse

Modsat mange andre amerikanske postkasser virker udsmykningen på denne ikke spor hjemmelavet (og den var da heller ikke unik - vi fandt et par stykker af den i det kvarter vi boede i).

Noget det mest fascinerende ved denne postkasse er den indstøbte besked om at denne postkasse er godkendt af 'The United States Postmaster General' - altså det amerikanske postvæsens overhoved, i øvrigt en myndighed der kan prale af at være ældre end den amerikanske forfatning da kontoret blev stiftet allerede i 1775.