24 januar 2009
Tyne og Wear
Tilbage i efteråret lod vi os friste af endnu et tilbud fra EasyJet og planlagde en weekend i Newcastle og Durham her midt i januar. Trods trusler om det modsatte i vejrudsigterne i dagene op til rejsen endte det faktisk med at være solskin det meste af weekenden - og bestemt ikke koldere end her i Genève.
For Lisbeths vedkommende var det første gang i dette hjørne af England, men Tue har faktisk været der ikke mindre end 2 gange før: 3 måneders Erasmus-ophold i 2000 og en uges sommerskole i 2002. Det var især underholdende for Tue at konstatere at selvom der ikke længere kunne være tale om de samme personer, så holdt gruppen af unge fra goth subkulturen stadig til i den samme ende af Eldon square.
Trods de tidligere ophold i området var det dog også første gang Tue tilbragte tid i Durham. Vores stedkendte guide, Alistair (som Tue kender fra første besøg i Newcastle), viste rundt til både den gamle katedral, borgen og en af de lokale pubber, hvor vi fik en traditional engelsk søndagsfrokost.
Vi syntes begge, at det var en dejlig weekend. Udover at det naturligvis var godt at se/møde Richard og Alistair og deres respektive kærester/koner Vivienne og Nicola var vi begejstrede over at kunne forstå brudstykker af samtaler omkring os i toget/på restauranter/på gaden; at vi kunne købe en stak engelske blade og bøger; at vi kunne spise frokost på Wagamama; at der var et rigt udvalg af gode øl på pubben; og ikke mindst: at Lisbeth endelig fandt en gitterrulle!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar