Da vi skulle vælge udflugtsmålet for vores 'egne' dage i Brasilien, var beslutningen ganske enkel: vi ville begge meget gerne ned til de store vandfald - Iguaçu Falls - der ligger på grænsen mellem Brasilien og Argentina.
Afstandene i Brasilien er jo ganske store så vi fløj fra São Paulo (og tilbage igen), men afsatte ellers god tid til at udforske vandfaldene fra begge sider af floden. Den brasilianske side giver et panoramisk overblik over størstedelen af vandfaldene (billedet ovenfor), men man kan da også komme ganske tæt på dem via anlagte gangbroer ud over floden - og det er en ret våd fornøjelse!
I Argentina er der bedre mulighed for at kigge ned langs faldene - blandt andet kan man komme helt ud og kigge ned i det dybeste fald, Devil's Throat. Igen en våd fornøjelse, når vinden lige vender, men ellers er det svært at beskrive den kraft og larm faldene afgiver, og som jo ikke rigtig kan gengives på billeder. I må selv afsted for at få den fulde oplevelse!
Den dag vi besøgte den argentinske del bagte solen fra en skyfri himmel, så vi blev belønnet med et hav af regnbuer i al vanddisen.
03 februar 2010
BB6: Cataratas do Iguaçu
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar