20 april 2008

Overgangs-overvejelser

De sidste mange ugers hektiske projekt-afviklinger og flytte-foranstaltninger har ikke levnet meget tid til at filosofere over betydningen og konsekvenserne af den transatlantiske flytning - overvejelser der næsten også ville være umulige at gøre eftersom ingen af os tidligere har været i Schweiz og vi derfor ikke vidste hvad vi forlod Californien til fordel for - men inden vi begynder at fortælle mere specifikt om mødet med Geneve, kan vi meget passende opsummere nogle af de tanker vi havde angående at flytte til Geneve:


Vi har glædet os til at flytte til en større by; Santa Barbara er bestemt et skønt sted, men et hektisk urbant miljø kan den dog ikke byde på. Ligeledes har vi set frem til at bo midt i Europa, omgivet af forskellige sprog, madvaner og kulturer med de uendelige muligheder for weekendture det giver. Til den boldgade hører naturligvis også den skønne fordel, at Tue i Geneve vil få flere fridage. Udover lørdagsfri vil der jo også være forlængede weekender pga. helligdage og selvom det endnu er lidt uvist, hvor meget ferie Tue får pr. år, så håber vi jo meget på at det er noget mere end de to uger, der blev bevilliget på UCSB.

Til gengæld vil vi savne vejret (dét gør vi allerede!), naturen, vores lille lejlighed på campus, det at kunne tale landets sprog uproblematisk, den fælles hverdag på UCSB, og det rige udvalg af mexicansk mad. På et mere hverdags-praktisk niveau er vi ikke helt sikre på hvordan vi skal klare os uden Trader Joes, Netflix, og Borders, men det har vi jo gjort tidligere, og heldigvis er internetshopping jo opfundet. Til gengæld er vi allerede nu meget tilfredse med kvaliteten af det schweiziske brød, det rige udvalg i ikke-sød yoghurt og ikke mindst chokoladen, ligesom vi også har spottet både frisk gær og vanillesukker, hvilket helt sikkert vil gøre visse ting lettere at bage.

Ingen kommentarer: