18 september 2010

Val

Der er valg i Sverige i morgen (altså en søndag, hvilket er værd at bemærke når man kommer fra Danmark, hvor valg afholdes på hverdage) - både til kommunalbestyrelserne, landstingene og rigsdagen. Som ikke-svenske EU-borgere har vi stemmeret til de to første.

Hvilken kommune man har valgret i afgøres af hvilken kommune man har bopæl i d. 20. august - så vi hører med i vores nye kommune og har via valgkampen og dens emner lært Lidingö lidt bedre at kende.

Vigtige emner på Lidingö er sommerjob til unge, flere hunde-latriner, og ikke mindst om der skal åbnes endnu en afdeling af Systembolaget! Hørte vi nogen sige 'overskuds-kommune'?! Lidingö er jo kendt for at være Sundhedens Ø, så samtlige partier går naturligvis ind for bevarelse af de grønne områder, grøn kommunal økonomi (hvad det så end indebærer) og økologisk mad til unge og gamle.

Der hvor man kan se forskellene på partierne er i hvad de synes der er bedst for miljøet. Et af de helt store emner er øens trafikale infrastruktur: skal man bruge en halv milliard på en bjergtunnel, udvide de eksisterende veje, eller bare satse igennem på den kollektive trafik?

Selvom uddannelse og skoler har været et vigtigt punkt i valgkampen også på landsplan har vi været ret forundrede over hvorfor det var så centralt med økologisk, lokalt tilberedt skolemad - indtil vi kom i tanke om at man jo spiser varm frokost i Sverige.


I modsætning til i Danmark, hvor man får uddelt en lang stemmeseddel med alle mulighederne på selve valgdagen, bruger man i Sverige stemmesedler for hvert parti. Disse stemmesedler udsender partierne derfor oftest sammen med deres øvrige valgmateriale i ugerne op til valget. Dette er kun en af grundene til at det er nemmere at stemme på forhånd i Sverige. Man kan så medbringe de relevante stemmesedler hjemmefra, men stemmesedlerne er naturligvis også tilgængelige på valgstederne. Den første mulighed er selvfølgelig det mest anonyme. Vi har bemærket at det svenske system med partiopdelte stemmesedler i valglokalerne er blevet kritiseret i de danske medier for ikke at være tilstrækkeligt anonymt. Løsningen på det problem er naturligvis blot at man tager flere stemmesedler med ind i stemmeboksen end man har tænkt sig at bruge.


Valgplakater bruges med noget større moderation i Stockholm end i København (ikke at det siger så meget), men sporten med at dekorere lidt ekstra på valgplakaterne kendes tydeligvis også her. Til gengæld har vi her i valgkampens sidste uge måttet løbe zigzag mellem de forskellige partiers kampagnefolk hver gang vi har bevæget os ud på togstationer, butikscentre og torve.

Ingen kommentarer: