Cyber-sickness

Torsdag i den forløbne uge havde vi meldt os til en seance på psykologisk institut under den lokkende titel: "How couples interact in cyberspace". Udover oplevelsen ved at bevæge sig ud i den virtuelle verden og muligheden for at finde ud af hvordan VI interagerer i cyberspace, ville vi også blive begavet med 15 dollars - hver!

Inden seancen gik i gang skulle vi bl.a. skrive under på, at vi ikke led af nævneværdige epilepsi-tendenser, der kunne resultere i et alvorligt anfald af cyber-sickness! Ja, det skal man åbenbart også til at tage sig i agt for, når man bevæger sig rundt i den verden.

Efter at være blevet adskilt af hver vores psykologi-studerende og efter at have udfyldt 30 minutters spørgeskema om os selv og vores parforhold blev vi begge iført sådan en virtual-reality-hjelm som man ser på film. Desværre involverede testen ikke handskerne!

Tue var til sin egen begejstring blevet udvalgt til at lave et slags scrabble-spil ("Boggle"), mens Lisbeth i det andet rum regnede med at han i den virtuelle verden skulle hjælpe hende med at gå over en dyb kløft. Som Tue havde forudset - og derfor SLET ikke tænkte på under sit spil - klarede hun nu opgaven udmærket på egen hånd, og vi kunne vist derfor ikke bidrage til forsknings-tesen om, at moralsk support fra en kæreste/mand hjælper til at klare stressende og udfordrende opgaver.

Den mest udfordrende del af seancen opstod så, da vi skulle udfylde kvitteringen for modtagelsen af de 15 dollars. Udover helt utroligt mange blanketter (dvs. 3) for så lille en sag, skulle vi opgive vores social security nummer. Da Lisbeth jo af mange årsager ikke har sådan et, var Tue i det andet rum lidt bekymret ved DENNE del af eksperimentet, men også her viste hun selvstændigt initiativ, da hun slap afsted med at opgive sit danske person-nummer!