26 marts 2009

Bern og bjørne

Bern er ifølge folkloren opkaldt efter den bjørn som byens grundlægger skød på sin første jagt i området, så midt i byen har de en bjørnegrav. Der var kun en enkelt bjørn ude da vi kom forbi, men vi håber da at den har nogle flere venner, ligesom vi også synes, at det er helt fint, at de er i gang med at bygge et nyt anlæg til dem. Den så nu meget frisk ud, omend lidt utilfreds med at vi ikke smed nogle godter ned til den.

Den ældste del af Bern er som nævnt omkranset af Aare floden på tre sider, og da den samtidig ligger på et højdredrag er der fantastisk udsigt over vand flere steder i byen, ligesom man i klart vejr kan se langt helt ud til 'Bernese Oberland'. Fra toppen af kirketårnet kunne vi netop skimte Jungfraujoch hvor der stadig var masser af sne.

Det kan i øvrigt anbefales at nyde udsigten ovenfor fra mikrobryggeriet med den skønne danske oversættelse af deres navn: 'Den gamle sporvognsremise' (http://www.altestramdepot.ch/htm/home.htm) som serverer udmærket øl og solid bondemad (vi fik f.eks. biksemad) i behagelig atmosfære ved langborde. Om sommeren må deres terrasse være det ultimative sted at slappe af med en kold øl.

Højdeforskellene i byen giver jo også behov for let at kunne komme fra et niveau til et andet, så ved domkirken er etableret en elevator, der hurtigt tager en fra flodbredsniveauet og op til den skønne plads ved domkirken. Vi havde dog ikke rigtig behov for at komme ned fra den solfyldte midtby, så for en gangs skyld nøjedes vi med at beundre den fine gamle bygning.

Ingen kommentarer: