18 december 2008

Fondue

Vi havde ikke været i Genève ret længe før vi tog en aktiv beslutning om at vi i hvert fald ikke skulle prøve at spise fondue før det var blevet vinter.

Mens Lisbeth er i Danmark har Tue været til årsafslutningsarrangement med forskergruppen. Det skulle i år holdes på Café d'Avusy i landsbyen Avusy. Som tavlen på det ene billede antyder deler man i Avusy ikke vores opfattelse af hvornår en fondue bedst nydes. Men nu er det også midt i December, og selv om der ikke er meget sne at se herinde i Genève, lå der et pænt hvidt lag over det hele ude i Avusy.

Efter at selskabet havde fortærret nogle fade med tyndt skåret tørret oksekød blev de små blus på bordene tændt og lidt efter blev gryderne med forvarmet fondue bragt ind. Der var ikke tid til at stikke hovedet ud i køkkenet og lure, men det siges at en sådan fondue består at 3 oste, hvidvin (til at fortynde det med) og en lille smule stivelse til at sørge for at osten og vinen ikke skiller. Med de små spyd dypper man brødstykkerne i osten .. og haps. Dertil drikkes hvidvin. Og sådan bliver man ved til der ikke er mere fondue eller man er stopmæt - afhængigt hvilket indtræffer først. Eller det vil sige, vi fik nu faktisk også dessert bagefter...

Og hvordan lyder dommen så? Tuen vil godt prøve det igen - men ikke lige med det samme!

Ingen kommentarer: