På denne årstid foreskriver traditionen at Genèvianerne mindes den eneste kamp de rent faktisk kom ud af som sejrherrer.
Natten til d. 12. december 1602 vandrede en fransk hær, udsendt af hertugen af Savoyen efter opfordring fra paven, mod Genève langs floden Arve. Sejren tilskrives ifølge de lokale i høj grad fru Royaume, der uvist af hvilke grunde havde gang i en stor gryde suppe ud på de små timer d. 12. december. Familien Royaume boede nær en byens porte og da de franske soldater angreb fik de fru Royaumes varme suppe i hovedet. Herved døde en af angriberne (antageligt af at blive ramt af selve gryden - ellers siger det ikke noget særligt positivt om den lokale kogekunst) og resten af byen kom på benene så de kunne forsvare sig.
Derfor finder man i dagene op til d. 12. december masser af chokoladesuppegryder i varierende størrelser i butikkerne. På selve dagen samles man om en suppegryde, finder den ældste og den yngste i rummet, der sammen skal smadre suppegryden mens de råber på Fransk "Således tilintetgøres republikkens fjender". Bagefter spiser man chokoladen og de marcipan-grøntsager den indeholdt. Og hvis I ikke allerede synes det minder lidt om fastelavn kan vi oplyse at der også er en vis tradition for udklædninger ved samme lejlighed...
14 december 2008
Marmite de l'Escalade
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar