Husjagt

Tillad os at kaste et blik tilbage i tiden - mere præcist til april sidste år:

Vi boede på et lille værelse på loftet i et hus hos en sekretær fra Tue's afdeling i landsbyen Veyrier nogle få kilometer udenfor Genève. Sekretæren i Tue's gruppe havde fundet dette værelse til os som en midlertidig løsning, så vi havde et sted at være mens vi fandt noget andet at bo i. Det viste sig at udlejeren allerede havde lavet andre aftaler, så vi skulle helst finde noget andet at bo i i løbet af den første måned.

Vi var på forhånd blevet advaret om at der var rift om boligerne i Genève, men til gengæld var der ikke rigtigt nogen der havde forklaret os i detaljer hvor fundamentalt anderledes udlejningsmarkedet fungerer - sammenlignet med hvad vi kendte fra f.eks. København og Santa Barbara. Stort set alle udlejninger foregår gennem et udlejningsagentur (såkaldt regie), hvor man skal søge om at få lov til at leje. Så langt så godt. Vi lærte hurtigt at der i Genève fandtes mindst en snes af disse regie'er, samt en hel masse om hvordan de er forskellige og hvordan de er ens.


Generelt kunne man ikke forvente at de havde nogen ansat der talte andet end fransk (godt gået taget i betragtning at ca. 1/3 af de mennesker, der opholder sig i byen er udlændinge). Det var også helt generelt at man ved ansøgning skulle bevise at man havde ret til at opholde sig i kantonen Genève, samt at man havde en fast indtægt høj nok til at betale lejen og at man ikke var eftersøgt af politiet (det sidste krav bortfaldt dog som regel, når det kunne bevises at man lige var ankommet til Schweiz). Et andet helt absolut krav var at man havde besøgt og set den lejlighed man søgte om at leje - hvilket man så enten selv skulle arrangere med den daværende beboer (hvis nogen stadig boede i lejligheden) eller med regie'et. Vi har lykkeligt fortrængt, hvor mange gange vi har stået regnvåde ved en lejlighed for at se den, blot for at erfare at fremvisningen var aflyst uden at nogen havde fortalt os om det... Derudover var det faktisk en meget god regel, eftersom der var et par lejligheder vi ikke havde lyst til at søge, da vi først havde set dem.

Hos visse regie'er kunne man kun søge om en lejlighed ad gangen - hvilket var helt absurd fordi man som regel først fik at vide at man havde fået afslag så meget senere, at man godt kunne glemme alt om at søge på de lejligheder man tidligere havde set de havde. Nogle steder var det bedst at følge deres hjemmeside - andre steder måtte man ringe. Nogle ville ikke se på ens ansøgning uden anbefalinger - andre var tilsyneladende fløjtende ligeglade med anbefalinger. Dertil kom at de selv havde en mening om hvor stor en lejlighed man kunne bruge ("Nej hr, hvis de har 2 børn så kan De ikke leje mindre end en fireværelses - nej, vi har ingen fireværelses til 2000 CHF/måned").

Alt i alt endte vi med at se mindst tyve lejligheder, hvoraf vi søgte mindst femten - vi havde et regneark til at holde nogenlunde styr på detaljerne om de forskellige lejligheder, hvilket dog ikke forhindrede os i at få afslag på lejligheder, vi ikke længere vidste hvad var. Og der var vist også en vi havde set, som vi helt glemte at søge. Da vi sidst i april pludselig fik tilbudt en lejlighed (og det først efter at vi var begyndt at inkludere i vores ansøgninger et brev, der indeholdt en bøn fra professoren om at give besøgende forskere lejligheder - ellers kunne universitetet ikke fungere) kunne vi faktisk ikke rigtigt huske, hvordan den havde været, da vi så den - men vi slog til (og blev som bekendt ganske tilfredse med den).

Alt dette var naturligvis meget tidskrævende og besværligt - for slet ikke at nævne stressende - så da vi igen i år skulle finde bolig i en ny by (hvor universitets sekretærer atter advarede om det besværlige i netop den bys boligmarked), tog vi de moderne værktøjer i brug og skaffede os en fremleje via Facebook!