Nej, vi er ikke blevet gale og er gået på storindkøb samtidig med at vi forsøger at rydde ud i vores ting inden hele molevitten skal til Stockholm, men inden det bliver for sent vil vi lige præsentere et dejligt Schweiz-fænomen, nemlig den rullende indkøbstaske:
I Danmark er det vist kun skrøbelige gamle damer, der kører rundt med disse vogne, men hernede har ALLE - mænd, kvinder, unge, gamle - en. Derfor fåes de naturligvis også i alle mulige farver og mønstre - vi har sågar set en i blomstret lyserødt.
Vi har desværre aldrig fået købt en (med kun 100 meter til supermarkederne og en husholdning for to har vi ikke rigtig haft behov for en) men vi har luret, at tricket er at stille den strategisk i kasseområdet, så man let kan hente den, når varerne er kørt gennem kassen. Enkelte er dog ikke helt så tillidsfulde med hensyn til at efterlade tasken uden opsyn, for vi har nu også set en køre rundt inde i supermarkedet med tasken placeret oppe i indkøbsvognen!
Populariteten skyldes formentlig, at stort set alle lejlighedskomplekser har elevator, hvilket gør det dejligt nemt at rulle 4 liter mælk og 6 store flasker danskvand direkte fra kassen i Migros hjem til køleskabsdøren. I København ville vognen jo uvægerligt være lidt i vejen, når man skal slæbe byttet op til 3. sal ad trapperne!
Vi er klar over at vi skylder indlæg fra turen til Italien, men må nok sande at de først kommer når vi har overstået flytterodet.
19 april 2009
Shopping i Geneve
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar