24 oktober 2007

Citronby-fest

I weekenden var der Citron-festival her i Goleta. Åbenbart er området historisk kendt for sine citroner og det benytter erhvervsrådet naturligvis til at stable en citron-festival på benene. Da begivenheden foregik i vores nærmeste park, måtte vi jo over og se på festivitasen.

Der var god lighed til by-fest i jyske provinsbyer: et omrejsende tivoli, gule balloner, en scene hvor vi så optrædende fra den lokale danseskole, halmballer, et udstillings-område med bl.a. det lokale brandvæsen (godt at vide at de holder sig lige i nærheden!), karate-klubben og Røde Kors, nogle ganske få boder hvoraf én solgte afrikanske trommer (!) og en anden bonsai-træer, og desuden adskillige informations-boder fra diverse lokale foreninger.

Men ellers bestod hovedbestanddelen af festivalen tilsyneladende i at spise og drikke så meget som muligt indeholdende citron. Der var gult candy floss, citron-marineret kylling, citron-is, citron-tærter, lemonade og citron-øl. Vi forsøgte os med både citron-isen, lemonaden, citron-tærten og citron-øllen - alle ting til deling forstås. Og godt det samme, for ingen af os ville være kommet hele vejen igennem et helt stykke citrontærte på egen hånd.

Ovenfor er Tue foreviget med citron-øllen, som han ovenikøbet købte i det særlige 'California Lemon Festival in Goleta'-krus. Hva'ba' - mere storslået kan det da ikke blive?!

Ingen kommentarer: